Årets julegave - et oplevelsesbevis?

03-11-2011

Ny afgørelse fra Skatterådet

Skatterådet har taget stilling til, om der er skattefrihed for medarbejderne, hvis årets julegave består af et oplevelsesbevis, der giver adgang til én hotelovernatning for to personer inklusive morgenmad alternativt to overnatninger på en campingplads.

Det fremgår af afgørelsen, at oplevelsesbeviset:

  • Maksimalt har en værdi på 700 kr.
  • Kan benyttes på en lang række hoteller og campingpladser.
  • Ikke kan ombyttes til andre produkter eller kontanter.
  • Skal benyttes inden for 1 år, og herefter bortfalder det uden adgang til refusion

Skatterådet svarede, at gaven kan sidestilles med en naturaliegave, og derfor er skattefri.

Det fremgår endvidere af afgørelsen, at en virksomhed typisk udvælger 5-8 gaver, som den enkelte medarbejder kan vælge imellem. En af gaverne kan være det omtalte oplevelsesbevis til en hotelovernatning.

Så har virksomheden planer om at udskifte den traditionelle julevin med et oplevelsesbevis, er der ingen forskel på de skattemæssige konsekvenser.