Acontoskat for selskaber

10-09-2002

Kort orientering om acontoskatteordningen

 

Den 20. november 2002 forfalder den ordinære acontoindbetaling af selskabsskat, der er beregnet som halvdelen af gennemsnittet af selskabets pålignede indkomstskat i de seneste 3 indkomstår.

Såfremt selskabets indkomst forventes at blive højere end gennemsnittet af de seneste 3 års indkomst, er der mulighed for at foretage en frivillig acontoindbetaling af selskabsskat udover den beregnede. Ved indbetaling af frivillig selskabsskat sker der et fradrag på 1% af indbetalingen.

Er acontoindbetalingerne mindre end den endelige selskabsskat, opkræves restskatten med et tillæg på 10% (ikke fradragsberettiget) til betaling den 20. november 2003.

Der er således økonomiske fordele ved at foretage en frivillig indbetaling af selskabsskat den 20. november 2002 i stedet for indbetaling af restskat den 20. november 2003.

Såfremt der indbetales for meget i acontoskat 20. november 2002, udbetales det overskydende beløb den 20. november 2003 med et skattefrit tillæg på 4%. Det skal tilføjes, at det hidtidige loft over det skattefrie tillæg er ophævet fra og med overskydende skat vedrørende 2001.

Nedsættelse af betalingen

Under særlige omstændigheder vil der være mulighed for nedsættelse af den ordinære acontobetaling den 20. november 2002. Anmodningen om nedsættelse af acontobetalingen den 20. november 2002 skal indsendes til Told og Skat inden den 15. oktober 2002.

Er selskabet ikke omfattet af acontoskatteordningen, er der mulighed for frivillig tilmelding ved henvendelse til Told- og Skatteregionen.