Acontoskatteordningen

30-09-2001

Overblik over tillæg og godtgørelser er nødvendigt, når der skal optimeres

Selskaber, der - automatisk eller frivilligt - er tilmeldt acontoskatteordningen, betaler acontoskat den 20. marts og den 20. november.

Hvis selskabet har regnskabsår svarende til kalenderåret, skal de to rater betales i regnskabsåret. Selskaber der har forskudt regnskabsår - eksempelvis 1. juli 2000 til 30. juni 2001 - skal betale de to rater den 20. marts 2001 og 20. november 2001. Normalt er de 2 rater lige store, men der er mulighed for at foretage frivillige betalinger ud over den beregnede forskudsskat.

Forskudsskatten kan nedsættes, hvis man retter henvendelse til Told- og Skatteregionen senest 3 uger efter modtagelse af girokortene. Anmodning om nedsættelse af 2. rate kan dog fremsendes inden 1. oktober i opkrævningsåret.

Bliver den endelige skat større end forskudsskatten, afkræves selskabet et tillæg på 10% af restskatten. Er den endelige skat mindre end forskudsskatten udbetales der en godtgørelse på 4% af den overskydende skat.

Nedenstående eksempel illustrerer beregningen af restskat/overskydende skat efter acontoskatteordningen.


Eksempel - restskat/overskydende skat

Skat af årets indkomst

Ordinær acontoskat 20. marts

Ordinær acontoskat 20. november

Frivillig acontoskat 20. marts

Tillæg 1%

Frivillig acontoskat 20. november

Fradrag 1%

Restskat

Tillæg 10%

Restskat


300.000


3.000

400.000


-4.000


300.000

300.000

303.000


396.000

1.400.000


1.299.000

101.000


10.100

111.100

Den overskydende skat og godtgørelsen udbetales den 1. november i kalenderåret efter indkomståret. Restskat forfalder ligeledes den 1. november, og hvis ikke den betales rettidigt den 20. november, opkræves der 0,6% pr. påbegyndt måned i ikke fradragsberettiget rente. Hvis man for eksempel betaler den 2. december, løber der således 1,2% på i rente.

Da der er tale om tillæg "efter skat", er det for de fleste en fordel at undgå restskat. Det kan imidlertid være vanskeligt at vurdere skattebetalingens størrelse, da sidste rate betales før indkomståret er gået. Selskaber, der afslutter regnskabsåret i tiden mellem 1. april og 31. oktober har dog en chance for at skønne beløbet.

Selvom der beregnes et tillæg på 1% i godtgørelse ved betaling den 20. marts, er det for de fleste mest fordelagtigt at foretage frivillige betalinger den 20. november. Dette gælder på trods af, at frivillige indbetalinger, der foretages den 20. november, fradrages 1%.

Det er naturligvis fristende at foretage frivillige indbetalinger den 20. november, der er "rigelige" i forhold til den forventede endelige skat, idet det er bedre at få 4% efter skat i rente af en eventuel overskydende skat, end det er at betale 10% efter skat i rente af restskat.

Såfremt likviditeten er god kan det endda være en ide at indbetale for meget i frivillig acontoskat den 20. november, selvom man kender slutskatten og ved, at der bliver betalt for meget alene for at opnå 4%-tillægget.

Det kan imidlertid være en dårlig ide at foretage for store - bevidste eller ubevidste - frivillige betalinger. Godtgørelsen kan nemlig højst udgøre 4% af den højeste indkomstskat for indkomståret eller de 2 senest forudgående indkomstår. Overskydende skat op til 25.000 kr. forrentes dog altid.

Acontoskatteordningen har siden 1993 været obligatorisk for nystiftede selskaber, selskaber med en selskabskapital under 200.000 kr. og for selskaber med en skattepligtig indkomst over 10.000.000 kr. Andre selskaber kan tilmelde sig frivilligt men kan ikke framelde sig igen.