Ansættelsesbevis

12-09-2008

Virksomheder skal have styr på ansættelseskontrakterne

Hovedkonklusionen efter en dom afsagt ved Retten i Kolding er, at godtgørelsesbeløbet udløst ved mangelfulde ansættelseskontrakter i modsætning til tidligere skal fastsættes ud fra den ansattes konkrete lønniveau.

Tidligere var godtgørelsesniveauet i forbindelse med en mangel, der ikke havde haft konkret betydning for medarbejderen typisk 5.000 kr. Hvis manglen havde medført en tvist eller en risko for en tvist, var godtgørelsen i størrelsesordenen 10.000. kr.

I den konkrete sag udløstes en godtgørelse på ca. 35.000 kr. svarende til fire ugers løn.

Sagens baggrund

Sagen fra Kolding omhandlede lovligheden af en opsigelse (og efterfølgende bortvisning), men der var herudover rejst krav vedrørende mangler ved ansættelseskontrakten.

Ansættelseskontrakten var ikke blevet ændret i forbindelse med en forfremmelse og lønforhøjelse. Endvidere var der i kontrakten en bestemmelse om, at lønforhold alene vedkom medarbejderen og selskabets direktion. Sidstnævnte "mundkurv" i forhold til medarbejderen fandt retten var i strid med ligelønsloven, der giver medarbejdere ret til at videregive oplysninger om egne lønforhold.

Den ulovlige bestemmelse i kontrakten fik afgørende indflydelse ved udmålingen af godtgørelsens omfang på trods af, at ingen af manglerne havde betydning for den rejste sag.

Afgørelsen er anket til Landsretten.

Konklusion

Den omtalte sag, der i øvrigt har fået samme udfald som andre lignende kendelser, der er afsagt for nylig sætter fokus på nedenstående forhold:

  • Lønmodtagere kan tilkendes betydeligt større godtgørelse ved domstolene i forhold til tidligere praksis, såfremt arbejdsgiver ikke overholder sin oplysningspligt
  • Væsentlige vilkår for ansættelsen skal altid oplyses, herunder beskrivelse af arbejdet, arbejdstid/overarbejde, ferie, løn og pension etc.
  • Er ansættelsesbeviset mangeltfuldt i forhold til ovenstående, kan arbejdsgiveren straffes i form af en kontant godtgørelse til medarbejderen
  • Ved skærpende omstændigheder, kan arbejdsgiveren blive pålagt en godtgørelse svarende til 20 ugers løn