Arbejdsmiljølovgivningen

14-12-2001

Ny certificering giver mulighed for tilskud

 

Folketinget vedtog i december 2000 Lov om generel arbejdsmiljøafgift med henblik på at nedbringe antallet af arbejdsskader og tilskynde arbejdsgivere til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Afgiften udgør 65 kr. pr. år beregnet pr. fuldtidsbeskæftiget lønmodtager.

Hertil kommer en årlig afgift på 280 mio. kr., som opkræves hos forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring og virksomheder i forhold til deres andele af godtgørelser for mén og erstatninger for erhvervstab tilkendt af Arbejdsskadestyrelsen. Til dækning heraf kan forsikringsselskaberne forhøje præmierne for lovpligtig arbejdsskadeforsikring forholdsmæssigt.

Loven har haft virkning fra den 1. januar 2001.

Arbejdsmiljøcertifikat

I juni 2001 vedtog Folketinget herefter Lov om arbejdsmiljøcertifikat og om statstilskud til virksomheder med certifikat. Lovens formål er at skabe grundlag for, at virksomheder, der er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen, kan få udstedt et arbejdsmiljøcertifikat og i forlængelse heraf få tilskud til afholdelse af udgiften til arbejdsmiljøafgift. Arbejdsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

For at en virksomhed kan få udstedt et arbejdsmiljøcertifikat, skal virksomhedens arbejdsmiljø være i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens krav. Et arbejdsmiljøcertifikat skal fornyes hvert 3. år. Virksomhederne betaler for inspektion og certificering, herunder udstedelse af certifikat.

Virksomheder, der får udstedt et arbejdsmiljøcertifikat, kan få statstilskud til virksomhedens udgifter til arbejdsmiljøafgift. Tilskuddet er lig med den afgift, som virksomheden i det pågældende år har betalt via Arbejdsmarkedets Tillægspension jævnfør loven om generel arbejdsmiljøafgift. Endvidere ydes som tilskud den del af forsikringspræmien, som virksomheden har betalt til sit forsikringsselskab i medfør af Lov om generel arbejdsmiljøafgift. Endelig ydes der et éngangstilskud på 4.500 kr. til virksomheden til certificering og inspektion.

Kommentar til lovene

Det vil for virksomhederne være forholdsvis hurtigt at få overblik over den omkostningsbelastning, som arbejdsmiljøafgiften medfører. Såfremt virksomheden beslutter sig for at lade sig certificere, medfører dette såvel eksterne omkostninger som internt tidsforbrug. Den samlede omkostning ved certificering vil svinge meget afhængigt af branche og antallet af medarbejdere.

Der er ingen tvivl om, at mange især mindre virksomheder vil afholde sig fra at lade sig certificere på grund af det ikke helt ubetydelige bureaukrati, som ligger i ordningen.