Begunstigelser i pensions- og forsikringsordninger

10-03-2008

Ugifte samlevende bliver fremover automatisk "nærmeste pårørende" på hinandens pensioner og forsikringer

Samtidig med vedtagelsen af den nye arvelov (se artiklen herom i FACIT september 2007) vedtog Folketinget nye regler om indsættelse af begunstigede i forsikrings- og pensionsordninger.

En forsikringstager kan indsætte en begunstiget til at modtage forsikringssummen ved forsikringstagerens død. For begunstigelsesindsættelser gælder særlige regler i forsikringsaftaleloven og pensionsopsparingsloven.

I en forsikring er der ofte ikke indsat en begunstiget ved navns nævnelse, hvilket betyder, at forsikringen/pensionen udbetales til "nærmeste pårørende".

Som noget nyt er ugifte samlevende nu omfattet af begrebet "nærmeste pårørende", og en samlever vil derfor på samme måde som en ægtefælle oppebære forsikringssummen.

Der stilles dog visse krav, nemlig at de ugifte samlevende venter, har eller har haft et barn, eller at de har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de seneste 2 år før dødsfaldet. Man skal således være opmærksom på, at en ugift samlever indtræder i rækkefølgen forud for livsarvinger og andre arvinger.

Pensioner og forsikringer oprettet før 1. januar 2008

Hvis indsættelsen af en begunstiget er foretaget inden 1. januar 2008, er begunstigelsen ikke omfattet af de nye regler, men vil blive bedømt efter de hidtidige regler.

Såfremt man for eksempel før 1. januar 2008 har indsat "nærmeste pårørende" som begunstiget, vil en samlever således ikke være omfattet af begunstigelsen.

Ønsker man, at samleveren skal have dødsfaldssummer udbetalt, skal samleveren derfor indsættes som begunstiget i alle kapital- og ratepensioner, ATP samt ulykkes- og livsforsikringer, som måtte være oprettet før 1. januar 2008.

Indsigelser mod en begunstigelse

Også reglerne om indsigelser mod en begunstigelse er ændret.

Hvis en indsættelse af en begunstiget anses for at være urimelig over for afdødes ægtefælle eller en livsarving, kan det efter de nye regler ved dom bestemmes, at forsikringssummen eller en del heraf skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede.

Derimod kan en samlever ikke "angribe" en begunstigelse, uanset om der er oprettet et udvidet samlevertestamente.

Som noget nyt er det endvidere bestemt, at suppleringsarven om nødvendigt til dels skal udredes af forsikringssummen. Ved suppleringsarven forstås et mindstebeløb, som en ægtefælle kan udtage af boet, inklusive ægtefællens egen bos- og arvelod samt fuldstændigt særeje.

Denne nye regel betyder, at man har pålagt forsikringsselskaberne at underrette Skifteretten om begunstigelsen senest samtidig med udbetaling af forsikringssummen til den begunstigede. Skifteretten skal herefter vejlede ægtefællen og/eller livsarvingerne om muligheden for en sådan regulering.