Betaling af restskat

30-11-2001

Hvad er fristen for betaling, når man har forskudt indkomstår?

Der er stadig lidt forvirring omkring tidsfristerne for betaling af restskat for personer med forskudt indkomstår. Nedenfor følger en orientering om de gældende regler.

Normalt indkomstår

Kildeskattelovens § 59 indeholder reglerne om frivillig indbetaling af foreløbig skat. Som led i aftalen mellem den daværende regering om finansloven for 2000 blev der indført et rentetillæg på 2 % af den del af indbetalingerne vedrørende restskatter, som overstiger 40.000 kr. og som indbetales efter indkomstårets udløb.

Ændringen af kildeskattelovens § 59 betød, at fristen for rentefri indbetalinger af restskat blev rykket fra den 15. februar efter indkomstårets udløb til udløbet af den skattepligtiges indkomstår.

Forskudt indkomstår

Ordlyden i loven betød ydermere, at personer med forskudt regnskabsår, skulle foretage frivillige indbetalinger inden udløbet af deres indkomstår.

Da det oprindeligt var tiltænkt, at alle personer skulle kunne indbetale frivillige rentefrie indbetalinger inden indkomstårets udløb blev der i L199 (2000/01) foreslået en justering af kildeskattelovens § 59, som blev vedtaget den 1. juni 2001. Ændringen medførte, at alle skattepligtige personer - også dem med forskudt regnskabsår - kan foretage frivillige rentefrie indbetalinger inden den 31. december 2001 og dermed undgå rentetillægget på de 2%.