Boafgift og gaveafgift

08-12-2010

 - vedrørende udenlandske ejendomme

Ved overdragelse af en fast ejendom - eksempelvis fra forældre til børn - godkendes efter fast praksis, at ejendommen kan værdiansættes til den seneste kontante offentlige ejendomsvurdering med fradrag af maksimalt 15 %. Denne 15-procentsregel gælder også i dødsboer.

SKAT har udsendt en meddelelse om, at 15-procentsreglen også kan anvendes for ejendomme i udlandet.

Problemet er imidlertid, at udenlandske ejendomme normalt ikke har en kontant offentlig ejendomsvurdering svarende til danske regler.

Det fremgår af meddelelsen fra SKAT, at de gældende regler for fastsættelse af ejendomsvurderingen for udenlandske ejendomme til brug for beregning af dansk ejendomsværdiskat, også kan anvendes ved fastsættelsen af værdien ved eksempelvis overdragelse af en udenlandsk ejendom fra forældre til børn.

Det betyder, at der for den udenlandske ejendom skal beregnes en offentlig ejendomsvurdering, og ejendommen kan herefter sælges til et barn til denne værdi med fradrag af maksimalt 15 %, uden at der skal betales gaveafgift.