Bruttotrækordning

25-10-2010

- for midlertidigt ansatte

Personalegoder i stedet for kontanter kaldes ofte bruttotrækordninger. Bruttotrækordninger er skattemæssigt en fordel for medarbejderne, når skatten af personalegodet er mindre end skatten af den alternative kontante løn.

En bruttotrækordning skal opfylde en række betingelser for skattemæssigt at kunne godkendes. Betingelserne er følgende:

  • Der skal foreligge en ændret lønaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
  • Overenskomster, som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede lønaftale.
  • Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over hele lønaftaleperioden. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.
  • Et allerede erhvervet krav på kontant løn kan ikke konverteres til en naturalieydelse.
  • Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det betyder, at medarbejderens kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der er uafhængigt af medarbejderens forbrug af godet og arbejdsgiverens løbende omkostninger.
  • Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for medarbejderen. Det betyder, at arbejdsgiveren skal være enten ejer af godet eller kontraktpart i forhold til den eksterne leverandør af godet.
  • Der skal være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen.
  • Medarbejderen skal have mulighed for – eventuelt med et rimeligt varsel – at træde ud af ordningen.

Skatterådet

Skatterådet har i en netop offentliggjort afgørelse taget stilling til, hvorvidt der kunne etableres en bruttotrækordning for personer, der var ansat i mindre end 6 måneder.

Personerne var bosat i udlandet, og kom til Danmark for at arbejde i en tidsbegrænset periode for en dansk virksomhed. Virksomheden ejede en række meget små lejligheder (værelser), som man hidtil havde lejet ud til de pågældende medarbejdere, der betalte lejen (cirka 2.300 kr. om måneden) af den beskattede løn.

Virksomheden spurgte Skatterådet om, hvorvidt det var muligt i stedet at etablere en bruttotrækordning, eksempelvis på 3 måneder svarende til ansættelsesperioden. De øvrige betingelser for oprettelse af en bruttotrækordning var opfyldt. Skatterådets svar var, at dette var muligt.

Da personerne opfyldte betingelserne for at være på rejse, betød det samtidig, at medarbejderne ikke skulle beskattes af værdi af fri bolig.