Energiafgifter

13-04-2004

Skatteministeren har fremsat lovforslag om ændring af energiafgiftslovgivningen. De mest markante ændringer i lovforslaget vil berøre afgifterne på gas og naturgas, olieprodukter, kul, elektricitet og kuldioxid (CO2).

Skatteministeren har fremsat lovforslag L 210 om en række ændringer af energiafgiftslovgivningen. Hvis forslaget vedtages i dets nuværende form, vil visse af ændringerne træde i kraft allerede den 1. juli 2004.

Mindre godtgørelse af CO2-afgift

Det foreslås, at den nuværende godtgørelse på 10% af CO2-afgiften på energiforbrug til lette processer ophæves. Lette processer omfatter f.eks. forbrug af elektricitet til almindelig lokalebelysning, drift af computere, og drift af maskiner. Størsteparten af de danske momsregistrerede virksomheder vil således ikke længere kunne få godtgjort nogen del af CO2-afgiften på energiforbruget.

Virksomheder med tunge processer, dvs. særligt energikrævende fremstillingsprocesser, der er omfattet af bilaget til lov om CO2 -afgiftsloven, vil fortsat få godtgjort en andel af afgiften.

Ændringerne tiltænkes virkning fra den 1. januar 2005.

Ændring af satser for energiafgifter

For at sikre at EU's minimumsafgifter på visse energiprodukter overholdes, foreslås det at hæve afgiften på en række energiprodukter.

F.eks. foreslås afgiften på naturgas hævet fra 202 øre/Nm3 til 204 øre/Nm3, og elafgiften foreslås hævet fra 52 øre/kWh til 53 øre/kWh. Elsparebidraget på 0,6 øre/kWh og eldistributionsbidraget på 4 øre/kWh ændres ikke. Afgiften på gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof, foreslås hævet fra 276 øre/l til 279 øre/l.

Til gengæld nedsættes CO2-afgiften, således at afgiften på f.eks. naturgas falder fra 22 øre/Nm3 til 20 øre/Nm3, og afgiften på el falder fra 10 øre/kWh til 9 øre/kWh. Afgiften på gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof, falder fra 27 øre/l til 24 øre/l.

Ændringerne tiltænkes virkning fra den 1. januar 2005.

Afgiftsfrit køb af energi

I dag giver lovene om afgift af kul og mineralolie mulighed for, at en virksomhed kan lade sig registrere og dermed modtage kul eller olieprodukter uden afgift. Afgiften afregnes i stedet i takt med det løbende forbrug af produkterne, og virksomhedens likviditet belastes dermed ikke med et stort udlæg til afgift på købstidspunktet.

Muligheden for at købe energiprodukter uden betaling af afgift foreslås udvidet til også at omfatte køb af naturgas og elektricitet.

Hvis en virksomhed har et årligt forbrug af naturgas på mere end 75.000 m3 målt pr. afregningsmåler, eller årligt bruger mere end 4.000 GJ varme fremstillet ved afbrænding af naturgas pr. afregningsmåler, kan virksomheden lade sig registrere og modtage gas/varme uden betaling af gasafgift og CO2-afgift. Det er dog en betingelse for registreringen, at mindst 90% af summen af gasafgift og CO2-afgift på gassen ville blive tilbagebetalt til virksomheden efter de almindelige regler.

På tilsvarende måde kan en virksomhed med et årligt forbrug af el på mere end 100.000 kWh pr. afregningsmåler lade sig registrere og dermed få mulighed for at købe el uden betaling af elafgift og CO2-afgift. Det er dog en betingelse for registreringen, at mindst 90% af summen af elafgift og tilhørende CO2-afgift ville blive tilbagebetalt til virksomheden efter de almindelige regler.

Ændringerne tiltænkes virkning fra den 1. juli 2004.

 


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax