Etableringskonto og iværksætterkonto

16-03-2010

Indskud vedrørende 2009 skal ske senest 15. maj 2010

Lønmodtagere kan stadig nå at indbetale på en etableringskonto. Fra og med 2009 har der ligeledes kunnet indbetales til en iværksætterkonto. Sidstnævnte er således forholdsvis ny. Forskellen mellem de to konti er værdien af skattefradraget.

Indbetalinger til en iværksætterkonto fratrækkes i den personlige indkomst – altså med skattebesparelse i topskatten, som i 2009 endnu er på ca. 59 %. Derved opnås større skattebesparelse end af indbetalinger til etableringskontoordningen. Som konsekvens af, at der opnås fradrag i den personlige indkomst, skal afskrivningsgrundlaget eller de fradragsberettigede driftsomkostninger fuldt ud reduceres med det beløb, som hæves på iværksætterkontoen ved etableringen af virksomhed.

Sker der etablering ved erhvervelse af aktier, skal aktiekøbet fuldt ud genbeskattes over 10 år. Det sker ved, at 10 % af det hævede indskud over en 10 årig periode medregnes med lige store beløb. Denne genbeskatning medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Ved hævning af etableringskontomidler fra den ”gamle” etableringskonto, hvor der kun var en fradragsværdi på ca. 32 % som ligningsmæssigt fradrag, sker der kun delvis reduktion af de fremtidige afskrivningsgrundlag eller de fradragsberettigede omkostninger. Hvor stor reduktionen er, afhænger af i hvilke år, der er foretages fradrag for indbetalingerne. Ved køb af aktier sker der genbeskatning med typisk 50 % af det hævede indskud. Hvis det hævede beløb vedrører indskud for årene 1999-2001 sker der genbeskatning med i alt 55 % fordelt med 5,5 % årligt over 10 år. Og for indskud i 1998 eller tidligere er den samlede genbeskatning 80 % med 8 % årligt.

For såvel en etableringskonto som en iværksætterkonto er der således sammenhæng mellem skatteværdien af de opnåede fradrag og de fremtidige afskrivnings-/fradragsmuligheder. Ved køb af aktier er der genbeskatning hos aktionæren.

For at der ikke skal kunne spekuleres i, at indskud til en iværksætterkonto kan hæves som ubenyttede indskud på et tidspunkt, hvor der ikke betales topskat, så skal der altid svares en afgift på 60 % af indskud, som ikke er anvendt til etablering af virksomhed inden for tidsfristen.

Indskud skal være indbetalt senest 15. maj, hvis ikke etablering har fundet sted forinden.