Fællesregistrering

19-05-2004

En lovændring betyder udvidet adgang til fællesregistrering efter momsloven

Folketinget har den 6. maj 2004 vedtaget et lovforslag til ændring af momsloven og toldloven.

Den væsentligste ændring går ud på at udvide adgangen til fællesregistrering efter momsloven. Ændringen træder i kraft 1. juli 2004.

Øvrige lovændringer omfatter især tilpasninger til sjette momsdirektiv.

Fællesregistrering

Gældende regler

I dag kan afgiftspligtige personer, dvs. virksomheder der driver momspligtig eller momsfri virksomhed, indgå i en fællesregistrering, mens virksomheder uden økonomiske aktiviteter, dvs. ikke-afgiftspligtige personer, ikke kan indgå i fællesregistrering med en afgiftspligtig person.

Nye regler

Med vedtagelsen er adgangen til fællesregistrering nu ændret til også at omfatte ikke-afgiftspligtige personer.

Forslaget vil i praksis indebære, at virksomheder uden økonomiske aktiviteter (hovedsagelig holdingselskaber) kan indgå i en fællesregistrering. Hidtil har et sådant selskab, hvis det ønskede at indgå i en fællesregistrering, været henvist til at indlægge en lille momspligtig aktivitet i selskabet, f.eks. udlejning af et par kopimaskiner eller lignende. Efter vedtagelsen er dette ikke længere nødvendigt.

Det er fortsat en betingelse for fællesregistrering af afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige personer, at den ene person gennem direkte eller indirekte besiddelse af samtlige aktier mv. ejer den eller de andre personer, der indgår i fællesregistreringen.

De momsmæssige virkninger af en fællesregistrering

Virksomheder omfattet af en fællesregistrering betragtes som én enhed både med hensyn til momspligt og fradragsret, således at bevægelser af varer og ydelser mellem virksomhederne ingen momsmæssig betydning har, mens bevægelser mellem fællesregistreringen og virksomheder mv. uden for fællesregistreringen behandles efter de almindelige regler.

Øvrige ændringer

Øvrige ændringer, som ikke vil blive uddybet nærmere i denne artikel, omfatter bl.a. nye regler for fastlæggelse af leveringsstedet ved levering af gas og elektricitet henover landegrænserne.

Endvidere tydeliggøres det, at der skal beregnes moms af tilskud, der er direkte forbundet med momspligtige varer/ydelsers pris.

Endelig strammes betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 16. Fremover omfatter momsfritagelsen kun det direkte salg af proviant til skibe og fly.

 


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax