Firmabiler på gule plader

08-07-2002

Nye regler om firmabilbeskatning på gulpladebiler

Folketinget har besluttet at afskaffe det "dokumentationskrav", som ejere af firmabiler på gule plader har skullet efterleve. Reglerne er trådt i kraft med virkning fra 1. januar 2002.

Når man anskaffer en firmabil på gule plader, kan momsen herpå fratrækkes i momsregistrerede virksomheders regnskab, ligesom man slipper for at betale tillægsafgift for privat anvendelse - et beløb på godt 5.000 kr. årligt.

Selv om en sådan firmabil alene anvendes til kørsel for virksomheden, og selv om man ved registreringen og ved at fratrække momsen i regnskabet tilkendegiver denne anvendelse, kunne man indtil 1. januar 2002 komme i den groteske situation, at skattemyndighederne ville beskatte den private råderet over firmabilen på trods af, at den ifølge momsloven udelukkende måtte anvendes erhvervsmæssigt.

Det kunne altså være nødvendigt at føre kørebog for at dokumentere, at firmabilen på gule plader udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt.

Nye regler

Når arbejdsgiveren eller den selvstændige erhvervsdrivende ved at undlade at betale tillægsafgift for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven og ved at fradrage momsen af anskaffelsessummen efter momsloven tilkendegiver, at bilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt, er det selvfølgelig urimeligt at stille krav om kørebog med videre for at undgå beskatning af fri bil. Konsekvensen af privat kørsel i en sådan bil vil jo være en overtrædelse af reglerne i såvel momsloven som vægtafgiftsloven.

Efter ændringen af de hidtil gældende regler vil firmabiler på gule nummerplader, hvoraf der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, blive fritaget fra ligningslovens bestemmelser om beskatning af rådighed over fri bil. Bevisbyrde- og dokumentationskrav, der er udviklet i relation til den almindelige firmabilbeskatning, finder således ikke anvendelse på de omhandlede gulpladebiler.

Hvis det viser sig, at der alligevel køres privat i firmabilen, vil det som nævnt være en overtrædelse af momsreglerne og vægtafgiftsloven.

Ministeren er blevet kritiseret for, at reglerne ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Det er uvist, om denne kritik medfører en ændring af praksis på området.