Forbedring kontra vedligeholdelse

05-07-2006

Dom fra Vestre Landsret kan medvirke til at klarlægge praksis

Når der er anskaffet aktiver, der er bestemt til at fungere sammen, vil det med tiden blive nødvendigt at udskifte et af aktiverne eller dele heraf. Hvis man eksempelvis har købt en computer og en printer, og printeren udskiftes med en ny, opstår spørgsmålet, om udgiften til den nye printer kan straksafskrives eller fratrækkes efter reglerne om vedligeholdelsesudgifter.

Landsskatterettens hidtidige praksis

Efter Landsskatterettens praksis kan der hverken opnås straksafskrivning eller fradrag efter reglerne om vedligeholdelsesudgifter, når den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet i afskrivningsloven. Udgiften til f.eks. den nye printer kan i stedet afskrives med op til 25% årligt.

At der ikke kan opnås straksafskrivning, er begrundet med, at det nye driftsmiddel (printeren) er bestemt til at fungere sammen med et tidligere anskaffet aktiv (computeren), og at den samlede anskaffelsessum overstiger beløbsgrænsen for småaktiver.

Baggrunden for at der ikke kan opnås fradrag efter reglerne om fradrag for vedligeholdelsesudgifter er, at hvis der afholdes udgifter til køb af et nyt aktiv, så foreligger der ikke vedligeholdelse af et gammelt aktiv. Afholdte udgifter til køb af en ny printer er med andre ord ikke vedligeholdelse af en gammel printer, uanset at printeren efter afskrivningsloven er bestemt til at fungere sammen med et andet driftsmiddel.

Vestre Landsretsdommen

I sagen anlagt ved Vestre Landsret, havde personen - der drev minkfarm - afholdt udgifter til udskiftning af tidligere anskaffede minkbure, redekasser og hvalpenet. Burene og redekasserne udgjorde tilsammen en minkburblok. Burene var opstillet ved siden af hinanden, havde samme anvendelse og et fælles vandingssystem.

På linie med Landsskatteretten fandt Vestre Landsret, at en minkblok var bestemt til at fungere sammen med flere andre tilsvarende blokke, idet flere blokke funktionsmæssigt hørte naturligt sammen. Udgifterne kunne derfor ikke straksafskrives efter afskrivningsloven.

I modsætning til Landskatteretten fandt Vestre Landsret, at udgifterne kunne fradrags som vedligeholdelsesudgifter.

Vestre Landsret lagde vægt på, at en bursektion og en redekasse kun kunne fungere samlet i en minkburblok eller ophængt på bukke og ikke hver for sig. En separat udskiftning af enkeltdele som bursektioner, redekasser og tråd måtte anses som vedligeholdelse af minkburblokkene, og de gennemførte udskiftninger af enkeltdelene var så beskedne, at der fortsat var tale om samme aktiver. Vestre Landsret lagde med andre ord afgørende vægt på, at der ikke var tale om køb af nye aktiver, men derimod udskiftning af dele af aktivet.

Efter Vestre Landsrets dom ligger det således klart, at såfremt kun en del af et aktiv udskiftes, er der tale om fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter. Afgørelsen ændrer derimod ikke eksisterende praksis om, at der hverken kan indrømmes straksafskrivning eller vedligeholdelsesfradrag, såfremt et helt aktiv udskiftes.

Således vil eksempelvis udskiftning af en printer, der er bestemt til at fungere sammen med en computer, fortsat ikke kunne kvalificeres som vedligeholdelsesudgifter, idet der ikke er tale om udskiftning af en del af printeren. Hvis harddisken i en computer derimod udskiftes, er der tale om udskiftning af en del af computeren, hvorefter udskiftningen vil være fradragsberettiget som en vedligeholdelsesudgift.


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax