Forenklede regnskabsregler

22-03-2006

Folketinget har den 21. marts 2006 vedtaget lov om ændring af årsregnskabsloven og bogføringsloven

Udover en række ændringer til årsregnskabsloven og bogføringsloven er der endvidere vedtaget ændring af aktieselskabsloven, anpartsselskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde, SE-loven og CVR-loven.

De vedtagne love er i vid udstrækning i overensstemmelse med de fremsatte lovforslag fra 16. november 2005 (L 50 og L 51). Der henvises til Folketingets hjemmeside.

Årsregnskabsloven

Fokus i ændringsloven ligger på forenklinger af årsregnskabslovens mest byrdefulde regler for aktie- og anpartsselskaber i regnskabsklasse B, og i en vis udstrækning for virksomheder omfattet af regnskabsklasse C (mellemstor).

Ændringsloven ophæver revisionspligten for helt små virksomheder i regnskabsklasse B, som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser:

  • Balancesum: 1,5 mio. kr.
  • Nettoomsætning: 3 mio. kr.
  • Antal ansatte: 12

Blandt de lempede krav i regnskabsklasse B til indregning og måling i årsrapporten finder man en ophævelse af kravet om indregning af finansielt leasede aktiver. Ligeledes ophæves kravet om at anvende produktionsmetoden for igangværende arbejder for fremmed regning.

En række præsentations- og oplysningskrav er ligeledes lempet. Det gælder blandt andet kravene om anlægsnote samt oplysning om nærtstående parter og transaktioner hermed. Begge disse krav bortfalder nu helt i regnskabsklasse B.

Det skal helt generet anbefales at foretage en grundig overvejelse inden man anvender de lempede regler.

Det grundlæggende krav "et retvisende billede" er fortsat gældende for alle årsrapporter, som udarbejdes efter årsregnskabsloven. I helt særlige situationer kan det således betyde, at oplysninger, som en regnskabsaflæggende virksomhed nu bliver fritaget for at give som følge af de lempede regler, alligevel skal medtages i årsrapporten.

Det kan endvidere anbefales at tilpasse informationsniveauet i årsrapporten til regnskabsbrugernes forventninger. En sådan tilpasning kan betyde, at årsrapporten fortsat indeholder oplysninger, som ikke nødvendigvis er lovkrævede.

Bogføringsloven

Der er foretaget to væsentlige ændringer i bogføringsloven:

  • Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bemyndiges til at udstede en bekendtgørelse med en liste over de lande, som bogføringspligtige virksomheder umiddelbart og uden ansøgning om dispensation kan opbevare deres regnskabsmateriale i. I henhold til lovbemærkningerne vil listen som udgangspunkt omfatte de nordiske lande.
  • Opbevaringskravet for systembeskrivelser lempes.

Selskabslovene

Lovforslaget viderefører og udbygger de principper for selskabsregulering, som har ligget til grund for de tidligere gennemførte forenklingsforslag på selskabsrettens område. Det drejer sig om:

  • At indrette selskabslovgivningen så den fremmer anvendelsen af digitale løsninger og informationsteknologi mest muligt.
  • At gøre reglerne for kapitalforhold fleksible, så selskabskapitalen let kan tilpasses til selskabets konkrete forhold og aktuelle situation.
  • At begrænse lovreguleringen af interne forretningsgange til det absolut nødvendige, så selskaberne får mulighed for at optimere og effektivisere administrative procedurer i overensstemmelse med deres konkrete forhold.
  • At øge selskabernes valgfrihed mellem enten ekstern, uafhængig kontrol af beslutninger eller et styrket og præciseret ledelsesansvar for de pågældende beslutninger.
  • At undgå overregulering af danske selskaber og således udnytte de muligheder EU-selskabsreglerne giver for at fastsætte fleksible rammer for især mindre virksomheder, så danske virksomheder får tilsvarende vilkår som deres konkurrenter fra andre EU-lande.

Konsekvensændringer som følge af reduktionen af revisionspligten er en væsentlig del af lovændringerne.

Ikrafttrædelse

Lovændringerne træder som hovedregel i kraft den 1. april 2006. Lempelserne i årsregnskabsloven kan imidlertid anvendes med tilbagevirkende kraft, umiddelbart efter lovens vedtagelse.

Anvendelse af lempelserne for årsrapporter for 2005 kan således ske, såfremt årsrapporten godkendes af ledelsen efter den 21. marts 2006. Det skal bemærkes, at anvendelsen af lempelserne skal ske systematisk og konsekvent.

Bestemmelserne om lempelse af revisionspligten for helt små virksomheder i regnskabsklasse B træder i kraft for regnskabsår, der starter 1. januar 2006 og senere. Disse lempelsesbestemmelser kan ikke anvendes med tilbagevirkende kraft.