Forlængede kredittider på moms

05-11-2013

Både fordele og ulemper ved de nye regler

I dag skal momsen angives hver måned, hvert kvartal eller halvårligt afhængig af virksomhedens årlige omsætning. Som led i regeringens vækstplan ændres disse afregningsperioder afhængig af virksomhedens årlige omsætning, og der gives tillige ekstra kredit med hensyn til betaling.

Virksomheder med en omsætning under 1 mio. kr.

Virksomheder med en omsætning under 1 mio. kr. afregner i dag momsen halvårligt. Det skal de fortsætte med. Fristen for at angive og betale vil stadig være 60 dage i 2014.

Virksomheder med en omsætning mellem 1 og 15 mio. kr.

Virksomheder med en omsætning mellem 1 og 15 mio. kr. afregner i dag momsen kvartalsvis. Det skal de fortsætte med. Men, med virkning fra 1. januar 2014 forlænges deres betalingsfrist fra de nuværende 40 dage til 60 dage, altså med 20 dage.

Virksomheder med en omsætning mellem 15 og 50 mio. kr.

Virksomheder med en omsætning over 15 mio. kr. er i dag omfattet af gruppen ”store virksomheder” og afregner momsen månedsvis. Med virkning fra 2014 skal virksomheder, der har en omsætning mellem 15 og 50 mio. kr. i stedet afregne momsen kvartalsvis. Angivelses- og betalingsfrist er 60 dage efter afregningsperiodens udløb.

Virksomheder med en omsætning over 50 mio. kr.

Virksomheder med en omsætning over 50 mio. kr. afregner i dag momsen månedsvis. Disse virksomheder skal fortsætte med at afregne momsen månedsvis med angivelses- og betalingsfrist senest 25 dage efter afgiftsperiodens udløb.

Fordele og ulemper

Ovenstående ændringer er en fordel for langt de fleste små og mellemstore virksomheder, men for eksportvirksomheder og andre virksomheder med negativ moms er det derimod en ulempe. Eksportvirksomheder med en omsætning under 50 mio. kr. bør derfor sikre sig, at de forbliver på månedsafregning.

SKAT har oplyst, at de virksomheder som bliver berørt af ændring i afgiftsperioder og de forlængede kredittider, vil få skriftlig information herom (formentlig primo november måned 2013). I den forbindelse bør man være opmærksom på, at fristen for et ”frivilligt skifte” til månedsafregning er senest 1. december 2013. Såfremt fristen overskrides vil ændring af afregningsperiode, først kunne ske med virkning fra 1. juli 2014.

Energitunge virksomheder der i dag får godtgjort energiafgiften månedsvis via momsangivelsen, fordi virksomheden er omfattet af gruppen ”store virksomheder”, bør undersøge, om der skal indhentes en tilladelse til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter grundet ovenstående ændringer af regningsperioder.