Frankrig og Spanien

26-08-2008

Opsigelse af dobbeltbeskatnings-overenskomster

Skatteministeren opsagde før sommerferien Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster med henholdsvis Frankrig og Spanien. Opsigelsen får virkning fra 1. januar 2009, og medfører helt overordnet, at Danmark og Frankrig henholdsvis Spanien beskatter efter de respektive landes interne regler.

Landene kan stadig nå at forhandle sig frem til en løsning, der udsætter eller ophæver opsigelsen.

Væsentlige ændringer

Opsigelsen af overenskomsterne har den virkning, at indkomst, der modtages fra Frankrig eller Spanien efter den 1. januar 2009 af personer eller virksomheder hjemmehørende i Danmark som hidtil vil blive beskattet i Danmark, men at en eventuel dobbeltbeskatning af samme indkomst i Frankrig eller Spanien kun vil kunne ophæves efter nationale regler og ikke længere efter lempelsesbestemmelserne i de nu ophævede dobbeltbeskatningsoverenskomster. 

Opsigelsen har desuden den virkning, at personer hjemmehørende i Danmark med feriebolig i Frankrig fra 1. januar 2009 skal betale dansk ejendomsværdiskat af den franske ejendom, dog med mulighed for lempelse for dobbeltbeskatning efter ejendomsværdiskatteloven. 

Opsigelsen har endelig den virkning, at Danmark efter den 1. januar 2009 ikke længere vil være afskåret fra eller begrænset i sin mulighed for at beskatte indtægter hidrørende fra Danmark, der modtages af personer eller virksomheder, der er hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, men vil kunne beskatte indkomsten fuld ud efter nationale regler.

Overgangsregler

Der er indført overgangsregler om dansk beskatning af pensioner for personer (og ægtefæller), som allerede den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og som senest den 31. januar 2008 var begyndt at modtage dansk pension.

De indførte overgangsregler omfatter følgende:

  • Personer, der den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien og som den 31. januar 2008 modtog efterløn eller pension, som efter den ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Frankrig henholdsvis Spanien er fritaget for beskatning i Danmark, så længe modtageren forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien. Fritagelsen omfatter også andre pensioner, som senere modtages af samme person, og som efter de nu ophævede overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien.
  • Hvis et ægtepar var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien den 28. november 2007 og kun den ene ægtefælle modtog efterløn, eller pension, fritages den anden ægtefælle for beskatning af efterløn eller pension, som denne ægtefælle senere modtager og som efter de nu ophævede overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien. Det er en forudsætning, at ægteparret forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien.
  • For personer, der den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig og som den 31. januar 2008 modtog dansk tjenestemandspension, der efter den nu ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Danmark, nedsættes indkomstskatterne til stat og kommune. Nedsættelsen udgør et beløb svarende til den franske skat, som vedkommende har betalt af den pågældende pension. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den del af de danske indkomstskatter som kan henføres til tjenestemandspensionen. Det er en forudsætning for nedsættelsen, at personen forbliver hjemmehørende i Frankrig.
  • Hvis et ægtepar var hjemmehørende i Frankrig den 28. november 2007 og kun den ene ægtefælle modtager dansk tjenestemandspension, nedsættes den anden ægtefælles indkomstskatter af dansk tjenestemandspension, som denne ægtefælle senere modtager, og som kun kan beskattes i Danmark efter den nu ophævede overenskomst med Frankrig. Det er en forudsætning, at ægteparret forbliver hjemmehørende i Frankrig.
  • Hvis en person modtager efterløn eller pension, der er fritaget for dansk beskatning, som nævnt ovenfor og personen senere modtager dansk tjenestemandspension, der efter den nu ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Danmark, nedsættes indkomstskatterne til stat og kommune på ovennævnte måde.
  • Hvis et ægtepar var hjemmehørende i Frankrig den 28. november 2007 og den ene ægtefælle modtager efterløn eller pension, der er fritaget for dansk beskatning, som nævnt ovenfor og den anden ægtefælle senere begynder at modtage dansk tjenestemandspension, der efter den nu ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Danmark, nedsættes indkomstskatterne til stat og kommune på ovennævnte måde.
  • Hvis en person var hjemmehørende i Frankrig den 28. november 2007 og den 31. januar 2008 modtog dansk tjenestemandspension, hvor indkomstskatterne til stat og kommune nedsættes på ovennævnte måde og personen senere modtager pension, som efter den nu ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Frankrig, vil denne pension blive fritaget efter ovenstående regler.
  • Hvis et ægtepar var hjemmehørende i Frankrig den 28. november 2007 og kun den ene ægtefælle modtager dansk tjenestemandspension, hvor indkomstskatterne til stat og kommune nedsættes på ovennævnte måde og den anden ægtefælle senere modtager pension, som efter den nu ophævede overenskomst kun kunne beskattes i Frankrig, vil denne pension blive fritaget efter ovenstående regler. 

Ejendom i Frankrig

Personer, som den 28. november 2007 var fuldt skattepligtig til Danmark og som på dette tidspunkt ejede fast ejendom i Frankrig, er fritaget for ejendomsværdibeskatning i Danmark af denne ejendom, så længe personen forbliver fuldt skattepligtig til Danmark og ejer den pågældende ejendom. Tilsvarende gælder, hvis der er indgået aftale om erhvervelse af ejendommen senest den 28. november 2007. 

Ved salg af en privat anvendt fast ejendom har Frankrig hidtil anerkendt Danmarks ret til at beskatte en eventuel fortjeneste. Dette vil ikke længere være tilfældet efter 1. januar 2009. Herefter må vi forvente, at Frankrig vil forlange fortjenesten beskattet efter franske regler.