Frokostordning

01-03-2011

Skattefrihed for delvis arbejdsgiverbetalt frokost

En mindre virksomhed, der ikke havde egen kantine, ønskede at lave en frokostordning for medarbejderne, og ville i den forbindelse godt have Skatterådets svar på, om ordningen var skattefri for medarbejderne.

Virksomheden påtænkte at etablere en frokostordning, hvor arbejdsgiveren betalte cirka halvdelen af kuvertprisen. Arbejdsgiveren ville tilmelde sig en ordning, hvor et firma leverede maden i flamingokasser. Frokosten ville typisk bestå af en lun ret, salat og pålæg til en samlet pris på 56 kr. pr. kuvert.

Leveringsfirmaet bestemte dagens menu - hverken arbejdsgiveren eller medarbejderne havde indflydelse på, hvad der blev serveret til frokost.

Frokosten ville blive sat frem på bordet i virksomhedens kantine, hvor medarbejderne så kunne forsyne sig med en passende portion mad.

Arbejdsgiveren tilmeldte sig en ordning, hvor der blev leveret til et bestemt antal personer (”kuverter”) hver dag, men havde dog mulighed for at nedsætte antallet af kuverter, hvis der en dag var mange medarbejdere, der ikke var på kontoret.

Den enkelte medarbejder skulle fast betale 560 kr. om måneden svarende til cirka halvdelen af arbejdsgiverens udgift. Selv om arbejdsgiveren nogle dage reducerede antallet af kuverter på grund af fraværende medarbejdere, og derved sparede penge, ville medarbejderen alligevel skulle betale det faste beløb på 560 kr.

Skatterådets svar var, at medarbejderne ikke ville være skattepligtige af arbejdsgiverens ”tilskud” til frokostordningen, da:

  • Der var tale om indkøb af frokost til kantinen og ikke til den enkelte medarbejder.
  • Virksomheden bestilte ”dagens menu”, som var bestemt af leverandøren.
  • Der blev hver dag leveret det samme antal kuverter, som dog kunne reduceres i særlige tilfælde.
  • Maden blev sat frem på et selvbetjeningsbord og fremstod derfor som et tag-selv-bord.