Godtgørelse af el- og energispareafgift

28-11-2013

Nyt vedrørende godtgørelse af energispareafgift

Fra den 1. januar 2014 kan momsregistrerede virksomheder opnå en større godtgørelse af elafgift. Som noget nyt kan der samtidig opnås godtgørelse af den til elafgiften knyttede energispareafgift (tidligere benævnt CO2-afgift).

Betingelser for godtgørelse

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at en virksomhed kan opnå godtgørelse af el- og energispareafgift:

  • Elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden
  • Momsen på elforbruget skal være fradragsberettiget
  • Elektriciteten må ikke være anvendt til motorbrændstof
  • Elektriciteten må som hovedregel ikke være anvendt til rumvarme, varmt vand eller komfortkøling (air condition).

Der kan således opnås godtgørelse af afgifterne af elektricitet til drift af maskiner, værktøj, produktionsanlæg, belysning og edb-udstyr samt ventilation i virksomhedens lokaler.

Virksomheder inden for de liberale erhverv såsom advokat-, arkitekt-, bureau-, landinspektør-, mægler-, reklame-, revisions-, rådgivende ingeniør- og forlystelsesvirksomhed, herunder teatre og biografer, kan dog ikke få godtgjort afgifterne.

Alle momsregistrerede virksomheder, herunder også de liberale erhverv, kan dog få godtgjort en del af afgifterne af elektricitet anvendt til rumvarme, varmt vand eller komfortkøling (air condition), såfremt der foretages måling af elforbruget.

Herudover findes der særlige regler om godtgørelse af afgifter for landbrug, gartnerier og særligt energikrævende produktioner.

Godtgørelsessatser

Hidtil har elafgiften været sammensat af en række elementer (energiafgift, elsparebidrag, eldistributionsafgift samt en tillægsafgift), der er blevet godtgjort med forskellige satser. Energispareafgiften er ikke blevet godtgjort.

Reglerne for godtgørelse af elafgift og den til elafgiften knyttede energispareafgift blev med virkning fra den 1. januar 2014 gjort mere simple. El- og energispareafgiften er blevet samlet i én afgift, der i 2014 udgør 83,30 øre/kWh. Afgiften godtgøres med 82,90 øre/kWh. Som noget nyt skal det godtgørelsesberettigede beløb endvidere fremgå af fakturaerne fra elselskabet.

Såfremt elektriciteten anvendes til rumvarme, varmt vand eller komfortkøling (air condition), kan der i 2014 opnås godtgørelse af 42 øre/kWh, dog kun såfremt der sker måling af elforbruget.

Måling af energiforbruget

Såfremt den samme elektricitet anvendes til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål, skal der som udgangspunkt ske måling af det godtgørelsesberettigede forbrug. Alternativt kan man anvende nogle mindre favorable standardsatser.