Gulpladebiler og dagsbeviser

10-12-2012

Privat anvendelse af fuldt erhvervsmæssig gulpladebil

I 2008 vedtog Folketinget, at indehavere og ansatte i en virksomhed, der ejer en fuldt erhvervsmæssig varebil, skal have mulighed for at bruge bilen privat nogle dage om året. Det skal ske ved, at der købes et såkaldt dagsbevis.

Ordningen skulle imidlertid vedtages i EU, før den kunne træde i kraft i Danmark. Dette skete tidligere i år, og regeringen har nu fremsat et lovforslag i Folketinget, hvorefter reglerne træder i kraft den 1. januar 2013.

Gældende regler

Efter de nugældende regler kan varebiler med tilladt totalvægt indtil 3 ton være registreret til fuldt erhvervsmæssig eller hel eller delvis privat anvendelse.

Privat anvendelse af varebiler, der er registreret til ren erhvervsmæssig anvendelse, kan medføre efterbetaling af moms samt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, og en ansat, der kører privat i en sådan bil, som er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, skal beskattes af rådighed over fri bil.

Lovforslaget

Med regeringens lovforslag gives der mulighed for at betale en afgift pr. dag, der dækker de skatte-, afgifts- og momsmæssige krav, der følger af den private anvendelse af og rådighed over en varebil med tilladt totalvægt indtil 3 ton.

Indførelsen af dagsafgift betyder således, at hvis en ansat kører privat i en bil, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, og derfor egentlig skulle beskattes af fri bil, bliver den ansatte alligevel ikke beskattet, hvis der er betalt dagsafgift for privat benyttelse af bilen.

Hvis arbejdsgiveren har betalt dagsafgiften for den private anvendelse af bilen, således at den ansatte kan køre privat i arbejdsgiverens bil uden at blive beskattet af fri bil, er der tale om et skattepligtigt personalegode. Den ansatte skal i det tilfælde, beskattes af værdien af dagsafgiften.

Et dagsbevis vil ifølge lovforslaget kunne købes for 1 dag ad gangen og vil koste 225 kr. pr. dag.

Det er alene indehavere og ansatte i en virksomhed, der får mulighed for at købe dagsbeviser til privat benyttelse af virksomhedens varebiler på gule plader. Der kan maksimalt udstedes 20 dagsbeviser til hvert køretøj pr. kalenderår. Dagsbeviset udstedes af SKAT og skal medbringes under kørsel. Dagsbeviset skal ligeledes fremvises til SKAT og politi på forlangende.

Dagsbeviset skal kunne købes via SKATs hjemmeside. Den praktiske gennemførelse heraf er dog endnu ikke fastlagt.

Idet lovforslaget endnu ikke er vedtaget, kan der ske ændringer i forhold til det ovenfor anførte.