Idrætsledere og medhjælpere

23-08-2007

Højere satser for skattefrie godtgørelser

Når en forening - eksempelvis en idrætsforening - udbetaler godtgørelser til frivillige, ulønnede medhjælpere og ledere, vil disse godtgørelser være skattefrie for modtagerne under visse betingelser.

Når godtgørelsen skal dække udgifter, som den pågældende medhjælper eller leder har afholdt på foreningens vegne, skal udgifterne være relateret til foreningens skattefri virksomhed.

Herudover skal godtgørelserne holdes inden for de grænser, der fastsættes af Skatterådet. Når Skatterådets satser ikke overskrides, har foreningen ikke oplysningspligt. Udbetales der godtgørelse med et højere beløb end de satser Skatterådet har fastsat, er alle modtagne godtgørelser skattepligtige.

Skatterådet har for nylig forhøjet de gældende satser for skattefrie godtgørelser. De nye satser kan anvendes fra 1. september 2007.

Rejse og befordringsgodtgørelse

Her gælder de samme regler, som lønmodtagere kan anvende ved rejse i arbejdsgiverens tjeneste. Til dækning af merudgifter til fortæring kan der ved deltagelse i endagsarrangementer, udenbys kampe, stævner mv. af mindst 5 timers varighed udbetales 60 kr. pr. dag (tidligere 50 kr.).

Telefonsamtaler og internetforbrug

Der kan uden dokumentation udbetales 2.000 kr. pr. år (tidligere 1.200 kr.).

Administration

Til dækning af eksempelvis frimærker, kontorartikler og møder kan der uden dokumentation årligt udbetales op til 1.200 kr. (tidligere 800 kr.).

Særlig beklædning

Til udokumenterede udgifter til køb, vask og vedligeholdelse af f.eks. træningsdragter og klubdragter kan der årligt udbetales op til 1.650 kr. (tidligere 1.500 kr.).

Idrætsdommere

Til dommere kan i stedet for udbetaling af godtgørelser til dækning af ovennævnte udokumenterede udgifter udbetales skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 200 kr. pr. kamp, dog ikke mere end 400 kr. pr. dag. (tidligere 150 kr. pr. kamp/maks. 400 kr. pr. dag).