IFRS-pause

16-08-2006

Pressemeddelelse fra IASB orienterer om "time-out" i strømmen af nye og ændrede regnskabsstandarder

I en pressemeddelelse fra den 24. juli 2006 orienterer IASB (International Accounting Standards Board) om organisationens fremtidige procedurer og tiltag.

Pressemeddelelsen omtaler nedenstående væsentlige beslutninger, som er afstemt med IASC Foundation, Standards Advisory Council og en lang række interesseorganisationer:

Mere tid til at forberede sig på nye standarder

IASB har erkendt, at mange lande har behov for mere tid til oversættelse og implementering af nye standarder. For at imødekommer dette behov er det hensigten at indføre en periode på minimum ét år mellem offentliggørelsen af en ny eller en væsentlig ændret regnskabsstandard og ikrafttrædelsesdatoen.

Øget mulighed for input vedrørende konceptuelle spørgsmål

IASB vil øge anvendelsen af "discussion papers" frem for at udsende udkast til nye regnskabsstandarder. Det betyder, at der udsendes "discussion papers" vedrørende de enkelte dele af projektet "Conceptual Framework" samt for "Fair Value Measurement" projektet. Beslutningen om at anvendes "discussion papers" som en del af disse konceptuelle projekter betyder, at der vil blive mulighed for minimum to offentlige høringsrunder.

"Rundbordsdiskussion" af væsentlige regnskabsmæssige problemstillinger

I den nærmeste fremtid vil IASB afholde rundbordsdiskussioner vedrørende de foreslåede ændringer til indregnings- og målingsprincipperne i IAS 37 "Hensættelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver" (afholdes i november og december 2006) samt måling af aktiver og passiver under projektet "Conceptual Framework" (afholdes i første kvartal 2007).

Ingen nye regnskabsstandarder skal træde i kraft før 2009

I overensstemmelse med ovenstående beslutninger - og med særlig interesse for bl.a. danske børsnoterede virksomheder - er det vedtaget, at man ikke vil kræve ikrafttrædelse af nye IFRS'er eller væsentlige ændringer til eksisterende IAS/IFRS'er før 1. januar 2009.

Danske børsnoterede virksomheder kan derfor imødese 4 års stabilitet for så vidt angår regnskabsstandarder - altså intet behov for eller krav om at ændre regnskabspraksis i forhold til den praksis, der er anvendt ved aflæggelsen af årsrapporten for 2005.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at det i pressemeddelelsen oplyses, at fortolkningsbidrag og mindre justeringer i eksisterende standarder, ikke vil være omfattet af den beskrevne fremgangsmåde om ikrafttrædelse fra 1. januar 2009.

Hele pressemeddelelsen kan læses på IASB's hjemmeside.