Incitamentsaflønning

18-01-2008

Ny vejledning fra Komitéen for god Selskabsledelse

Incitamentsaflønning er blevet et populært redskab for danske børsnoterede selskaber.

Den voksende popularitet har imidlertid vist, at der er et stigende behov for åbenhed og vejledning.

Nye regler

I juni 2007 vedtog Folketinget derfor nye regler i aktieselskabsloven om generalforsamlingens godkendelse af overordnede retningslinier for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion i børsnoterede virksomheder.

I forlægelse af de nye regler anmodede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen Komitéen for god Selskabsledelse om at udarbejde en vejledning, som børsnoterede selskaber kan anvende i forbindelse med incitamentsaflønning af ledelsen.

Komitéen har nu udarbejdet denne vejledning, som kan ses via linket til højre på nærværende  side.

Incitamentsaflønning er ikke defineret i loven, men omfatter enhver variabel aflønning, dvs. såvel aktiebaseret aflønning som ikke-aktiebaserede bonusordninger, resultatkontrakter og lignende ordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd.

Vejledningen angiver en række hensyn, som bestyrelsen og generalforsamlingen bør overveje i forbindelse med brug af incitamentsaflønning.