Indbetaling af restskat for 2009

09-12-2009

Nye regler for indbetaling af restskat

De nye regler for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:

  • Hvis restskatten betales senest den 30. december 2009, skal der ikke betales renter eller procenttillæg.
  • Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2010, skal der betales en dag-til-dag rente.
  • Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2010, skal der betales et procenttillæg.

Betaling senest den 30. december 2009

Det skal ikke betales hverken dag-til-dag rente eller procenttillæg.

Er man selvstændigt erhvervsdrivende, og anvender virksomhedsskatteordningen, kan det skattemæssigt være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2010 mod betaling af en dag-til-dag rente (se nedenfor), idet man herved kan undgå en hævning i virksomhedsskatteordningen i 2009.

Betaling i perioden 1. januar 2010 til 1. juli 2010

Dag-til-dag renten, som tillægges restskat, der indbetales i perioden 1. januar 2010 til 1. juli 2010, er en markedsrente tillagt 2 %. Markedsrenten opgøres som et gennemsnit af den effektive obligationsrente for de sidste 20 børsdage forud for den 15. december 2009. SKAT offentliggør markedsrenten medio/ultimo december 2009. Markedsrenten var i marts 2009 3,4 %. Ved en uændret markedsrente vil det betyde, at der skal betales en dag-til-dag rente på 5,4 %.

Dag-til-dag renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Betales restskatten den 4. januar 2010, skal der betales rente for 4 dage.

Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr., beregnes renten således:

100.000 kr. x 5,4 % x 4/365 = 59,18 kr.

Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag-til-dag rente. Indbetaling skal dog ske senest den 1. juli 2010.

Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2010

Er restskatten for indkomståret 2009 ikke indbetalt senest den 1. juli 2010, skal der ikke betales en dag-dag-rente, men i stedet et procenttillæg.
 
Procenttillægget udgør markedsrenten (se ovenfor om den gennemsnitlige obligationsrente) tillagt 4 %. Er markedsrenten således eksempelvis 3,4 % udgør procenttillægget 7,4 %.
 
Procenttillægget kan ikke fratrækkes skattemæssigt.
 
Hvis restskatten for indkomståret 2009 udgør 100.000 kr., indregnes 18.300 kr. med tillæg af 7,4 % eller i alt 19.654,20 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2011. Den resterende restskat på 81.700 kr. med tillæg af 7,4 % eller i alt 87.745,80 kr. opkræves fordelt på 3 rater i september, oktober og november 2010.

AM-bidrag

AM-bidrag er først omfattet af reglerne om restskat fra og med indkomståret 2011. Har man betalt for lidt i AM-bidrag, opkræves disse for indkomståret 2009 derfor fortsat uden betaling af renter eller procenttillæg.

For meget betalt AM-bidrag i løbet af 2009 modregnes i en eventuel restskat for 2009 inden beregning af dag-til-dag rente eller procenttillæg.

Overskydende skat

Ved udbetaling af overskydende skat for indkomståret 2009 får man et rentetillæg. Rentetillægget udgør markedsrenten (se ovenfor om den gennemsnitlige obligationsrente) med fradrag af 2 %. Beregnet ud fra renteniveauet i marts 2009 vil procenttillægget for overskydende skat være 1,4 %.

Der opnås ikke procenttillæg for overskydende skat, der skyldes frivillig indbetaling af restskat. Dette gælder, uanset om indbetalingen er foretaget i 2009 eller 2010.
Har man betalt for meget i skat i løbet af 2009, er der mulighed for at få for meget betalt skat udbetalt allerede nu. Anmodning herom skal være indgivet inden 31. december 2009. Ved en sådan udbetaling før tiden opnås intet procenttillæg.


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax