Investeringsejendomme

17-04-2009

Notat om værdiansættelse af ejendomme

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har offentliggjort et notat om den regnskabsmæssige behandling af investeringsejendomme.

Formålet med notatet er at gøre opmærksom på en række forhold, hvor styrelsen via sine undersøgelser har påpeget lovovertrædelser. Fokus i notatet er således rettet mod en række situationer, hvor virksomheder har bevæget sig på kanten af loven - eller på den forkerte side.

Der eksisterer forskellige modeller til brug for værdiansættelse af investeringsejendomme til dagsværdi. Styrelsens undersøgelser har vist en problematik i forbindelse med henholdsvis værdiansættelse baseret på en ekstern vurdering fra en vurderingsmand og værdiansættelse ud fra en afkastbaseret model.

Notatet er begrænset til virksomheder, som værdiansætter investeringsejendomme til dagsværdi. Det fremgår imidlertid af notatet, at virksomheder, der værdiansætter ejendomme til kostpris eller til dagsværdi efter årsregnskabslovens § 41, kan gøre brug af betragtningerne i notatet.