Jubilæumsgave

14-03-2011

Skattefri eller skattepligtig?

En virksomhed ønskede Skatterådets svar på, om en gave til en medarbejder i anledning af medarbejderens 10-års-jubilæum var skattefri.

Generelt om reglerne

Gratialer i anledning af virksomhedens eller medarbejderens jubilæum beskattes som udgangspunkt på samme måde som løn. Dette gælder, uanset om gratialet udbetales kontant eller gives i form af tingsgaver.

Ved særlige jubilæer er beskatningen dog lempet, da der er et årligt skattefrit bundfradrag på 8.000 kr. Det skattefri bundfradrag gælder, når en medarbejder har været ansat i en virksomhed i 25 år eller 35 år eller i et større antal år deleligt med 5.

Dette skattefri bundfradrag gælder også, når virksomheden har jubilæum, men her skal der være tale om 25-års-jubilæum eller et antal år deleligt med 25 år. En medarbejder, der i samme år kan fejre såvel eget jubilæum på 25 år som virksomhedsjubilæum på 25 år, får kun ét skattefrit bundfradrag på 8.000 kr.

Konkret om sagen

Gratiale i forbindelse med 10, 15, 20 og 30 års ansættelse falder ikke ind under det skattefri bundfradrag. Skatterådets svar var derfor, at en jubilæumsgave til en værdi af cirka 2.500 kr. var skattepligtig for medarbejderen. Af svaret fremgår, at den gældende praksis for skattefrihed for passende lejlighedsgaver til en medarbejder i anledning af rund fødselsdag eller lignende ikke kan anvendes, idet loven tager stilling til, hvornår et jubilæumsgratiale helt eller delvist kan være skattefrit.

Gaven til medarbejderen var derfor skattepligtig - også selv om der ikke var tale om et gavekort eller kontanter.

Efter gældende regler har arbejdsgiveren oplysningspligt for en sådan gave.