Konkurrenceevnepakken

25-06-2002

Bedre og enklere regler på skatteområdet

Vi har nedenfor beskrevet et udpluk af de nu vedtagne lovforslag som indgik i den såkaldte konkurrenceevnepakke.

Underskudsfremførsel

Den hidtil gældende 5-årsregel for fremførsel af skattemæssige underskud og skattemæssige tab er ophævet. Fremover vil underskud og tab derfor kunne fremføres uendeligt.

For at få den ønskede virkning skal underskud og tab i modsætning til hidtil selvangives løbende. Den skatteansættende myndighed skal ligne underskud og tab allerede for det indkomstår, hvori tabet eller underskuddet opstår.

En eventuel ligningsmæssig ændring af disse underskud og tab skal kunne påklages i det ligningsmæssige klagesystem.

De nye regler gælder underskud og tab, der opstår i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Underskud og tab opstået før 2002 vil derfor stadig være omfattet af 5-årsreglen.

Skattefrit udbytte

Et selskab, der ejer mindst 20% af kapitalen i et andet selskab, kan fra og med 1. januar 2002 modtage skattefrit udbytte. Den tidligere grænse var 25%. Grænsen gælder - med visse modifikationer - også for udenlandske selskaber.

Omstrukturering

Reglerne for skattefrie omstruktureringer er blevet forenklet. Det er blevet nemmere at opdele virksomheder i forskellige grene - spaltning - og at fordele grenene mellem forskellige ejere på en sådan måde, at der kun skal betales skat af de penge, ejerne får udbetalt.

Fremover vil selskaberne i højere grad end hidtil selv kunne styre, i hvilket omfang en transaktion skal udløse beskatning. Den del af vederlæggelsen, der sker kontant, anses for en skattepligtig transaktion, hvorimod den del, der vederlægges i form af aktier, bliver skattefri, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

Den såkaldte pro rata-regel er ophævet, således at aktionærerne ikke længere skal modtage aktier i de modtagende selskaber i samme forhold som deres aktiebesiddelser i de indskydende selskaber.

Tre aktionærer, som i ligeligt forhold ejer aktiekapitalen i et selskab med eksempelvis investering i ejendomme, aktier og obligationer, kan spalte selskabet i tre individuelle selskaber, hvor den ene aktionær modtager aktier i ejendomsselskabet, den anden aktionær modtager aktier i aktieinvesteringsselskabet, og den tredje aktionær modtager aktier i obligationsinvesteringsselskabet.

Forskelle imellem de tre nye selskabers værdier kan udbetaltes kontant med deraf følgende beskatning.