Kunst og skat

16-05-2011

Udlodning af kunst fra kunstforening på arbejdspladsen

Skatterådet har for nylig afgivet to bindende svar om udlodning af kunst fra en personalekunstforening.

I den ene sag betalte personalet 30 kr. om måneden i kontingent til kunstforeningen, og i den anden sag udgjorde medlemskontingentet 50 kr. om måneden. I begge sager ydede arbejdsgiveren et tilskud til kunstforeningen svarende til medlemskontingentet for samtlige medarbejdere.

Det af kunstforeningen indkøbte kunst blev typisk udstillet eller ophængt på arbejdspladsen, og en eller to gange om året blev der foretaget udlodning (lodtrækning) af kunst til medarbejderne (medlemmerne af kunstforeningen).

Skatterådets svar

Skatterådets svar var, at henset til det beskedne tilskud fra arbejdsgiveren til kunstforeningen, var der ikke tale om et personalegode. Om den skattemæssige behandling af udloddet kunst, konkluderede Skatterådet i øvrigt følgende:

  • Et vundet kunstværk er skattepligtigt for medlemmet.
  • Det skattepligtige beløb er ikke kunstværkets markedsværdi, men den subjektive værdi for medarbejderen. Det skattepligtige beløb kan nedsættes med medlemmets egen kontingentbetaling for det pågældende år.
  • Arbejdsgiveren har ikke indberetningspligt, men vinderen er selv pligtig til at selvangive beløbet.

I den kommende udgave af publikationen FACIT (udkommer medio juni 2011) vil vi behandle emnet mere uddybende.