Medarbejderobligationer

09-06-2005

Huskeliste, når der etableres medarbejderobligationsordninger

Det er blevet meget populært at etablere obligationsordninger for sine medarbejdere. Populariteten er ikke blevet mindre efter, det er blevet muligt at gennemføre ordningen med en bruttolønnedgang.

De objektive kriterier

Reglerne om medarbejderobligationer findes i ligningslovens § 7 A. Ordningen indeholder en række objektive kriterier som skal være opfyldt, før ordningen kan anses for skattefri for medarbejderen. De objektive kriterier gennemgås nedenfor.

10 % af lønnen

Værdien af de tildelte obligationer må maksimalt udgøre 10 % af den ansattes årsløn. Det er lønnen i det indkomstår, hvori obligationerne tildeles, som lægges til grund. Værdi af fri bil, fri telefon indgår i årslønnen. Det samme gør pensionsbidrag og udbetalte bonusordninger.

Åben for alle medarbejdere

Ordningen skal som udgangspunkt være åben for samtlige ansatte i virksomheden. Der kan dog indføjes almene kriterier for tildelingen. Tildelingen kan således gøres betinget af, at medarbejderen har en vis anciennitet. I praksis har man accepteret grænser på 3 års anciennitet.

Ansat i uopsagt stilling

At medarbejderen skal være i uopsagt stilling betyder blot, at medarbejderen ikke må være opsagt eller have sagt op på det tidspunkt, hvor obligationerne tildeles. At ansættelsesforholdet ophører efter tildelingen, er uden betydning for ordningen.

Båndlæggelse

Obligationerne skal båndlægges i 5 år. De 5 år regnes fra udløbet af det indkomstår, hvori obligationerne tildeles. Ved tildeling i januar bliver båndlægges altså næsten 6 år. Obligationerne skal for samtlige medarbejdere båndlægges i ét og samme pengeinstitut.

Betaling af afgift

Arbejdsgiveren skal for hver medarbejder som modtager obligationer, svare en afgift på 45 % af den del af obligationernes værdi som overstiger 4.600 kr. (2005). Afgiften skal indbetales senest en måned efter det tidspunkt, hvor obligationerne er blevet tildelt.

Anmeldelse af ordningen

Oplysninger om ordningens etablering skal indsendes til skattemyndighederne af arbejdsgiveren. Oplysningerne skal være attesteret af arbejdsgiverens revisor eller sædvanlige advokat. Oplysningerne skal indsendes til skattemyndighederne senest den 20. januar i året efter ordningens etablering.

Bruttoordning

Medarbejderobligationsordningen kan etableres som en bruttolønnedgangsordning. Ved denne ordning tåler medarbejderen en nedgang i lønnen mod at modtage obligationer. Lønnedgangen skal svare til obligationernes værdi med tillæg af afgiften.

Lønnedgangen skal være reel. Det betyder, at den skal have indvirkning på bl.a. overarbejdsbetaling, pensionsbidrag, feriegodtgørelse, feriepenge mv. Det er et krav, at lønnedgangen som minimum foretages over en periode som svarer til den reelle overenskomstperiode eller lønforhandlingsperiode. Den reelle lønforhandlingsperiode udgør 12 måneder. Bruttolønnedgangen kan ikke foretages som en engangsnedgang i f.eks. en kontant bonus.

 


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax