Messer og konferencer i EU-lande

24-01-2011

Nye momsregler fra 2011

Fra og med den 2011 er reglerne for moms af ydelser vedrørende afholdelse af messer og konferencer mv. i et andet EU-land ændret.

Med virkning fra den 1. januar 2011 skal ydelser vedrørende messer, konferencer og kurser momsbelægges i det land, hvor køberen af ydelsen er hjemmehørende. Det betyder eksempelvis, at en dansk virksomhed, der lejer en stand på en messe i udlandet, ikke længere skal betale moms til arrangøren, men i stedet afregne dansk moms af standlejen.

Er der imidlertid tale om salg af adgang til de omtalte arrangementer og ydelser i tilknytning hertil, er leveringsstedet dér, hvor arrangementerne rent faktisk finder sted. En messearrangør er derfor underlagt de regler, der gælder i det land, hvor arrangementet afholdes. Er arrangementet momspligtigt dér, skal arrangøren altid opkræve moms af f.eks. entrébetalingen. Det gælder uanset, om køberen er en momsregistreret virksomhed eller en privatperson.