Moms på betalingsgebyrer ved netsalg

11-03-2014

SKAT udsender meddelelse om betalingsgebyrer

SKAT har udsendt en meddelelse om, at betalingsgebyrer som en virksomhed opkræver fra sine kunder, når kunderne bruger betalingskort mv., skal behandles som en biydelse til den leverede hovedydelse. Gebyrerne skal således undergives samme momsmæssige behandling som hovedydelsen. Det vil sige, at hvis virksomhedens salg af varer og ydelser er momspligtigt, er gebyret også momspligtigt.

Dette har ifølge SKAT været gældende praksis siden den 23. januar 2012, hvor SKAT indarbejdede denne praksisændring i Den Juridiske Vejledning, som er at finde på SKATs hjemmeside.

Alene betydning for netbutikker

Praksisændringen har kun betydning for netbutikker, idet fysiske butikker ikke må opkræve betalingsgebyrer direkte hos kunderne ved særskilt fakturering, men skal anse gebyrerne som en almindelig omkostning. Dette gælder ikke for netbutikker, som godt må fakturere og opkræve betalingsgebyrer særskilt.

Konklusionen er således, at netbutikker skal afregne moms af disse betalingsgebyrer, og at dette har været gældende siden den 23. januar 2012.