Momspligt i foreninger og organisationer

20-06-2013

Mulighed for at undgå afregning af moms

Foreninger, organisationer m.fl. er omfattet af de almindelige regler om afregning af moms. Det betyder, at foreninger og organisationer som udgangspunkt skal afregne moms, såfremt de leverer varer eller tjenesteydelser mod betaling. Kun såfremt foreningen er omfattet af en af momslovens fritagelsesbestemmelser, kan foreningen undgå afregning af moms.

Hvornår er der momsfritagelse?

En forening eller organisation, der mod betaling leverer varer eller ydelser til sine medlemmer, er således som udgangspunkt en momspligtig virksomhed på samme vilkår som alle andre momspligtige virksomheder her i landet.

På visse betingelser er foreninger og organisationer, som leverer ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer, dog momsfritaget.

Følgende betingelser skal være opfyldt før en forening er momsfritaget:

  1. Leveringen er finansieret af kontingentet og ikke ved særskilte betalinger.
  2. Leveringen har nær tilknytning til foreningens formål.
  3. Foreningens formål skal være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter, eller formål, som har at gøre med borgerlige rettigheder.
  4. Foreningen arbejder ikke med gevinst for øje.
  5. Momsfritagelsen medfører ikke konkurrencefordrejning.

Såfremt bare én af ovenstående betingelser ikke er opfyldt, anses foreningen for momspligtig og skal afregne moms af sine indtægter. I så fald opnår foreningen dog samtidig fradragsret for moms af sine udgifter.

Afgørelser fra Skatterådet

Skatterådet har de seneste år behandlet en række sager, hvor foreninger og organisationer er fundet momspligtige, idet foreningens formål ikke har været et af de nævnte under punkt 3 ovenfor.

En forening, som blandt andet havde til formål at fremme interessen for og viden om et konkret spil, herunder at organisere og udbrede viden om turneringer både nationalt og internationalt, arrangere foredrag samt knytte forbindelser til tilsvarende udenlandske organisationer er fundet momspligtig, idet foreningens formål ikke har været et af de under punkt 3 nævnte.

Det samme gælder en forening, hvis formål var at fremme og befordre det sociale liv blandt foreningens medlemmer, samt en forening, der holdt netværksarrangementer med det formål at være et professionelt samlingssted for forretningsudviklere (business developere).

Konklusion

Såfremt en forening, organisation m.fl. leverer varer eller ydelser til sine medlemmer mod betaling, er foreningen således kun fritaget for at afregne moms, hvis foreningen opfylder samtlige ovennævnte betingelser, herunder at foreningens formål skal være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter, eller formål, som har at gøre med borgerlige rettigheder.

For mange foreninger og organisationer kan det være relevant at få klarlagt, om der afregnes moms i overensstemmelse med momsreglerne.