Ny forældelseslov på vej

21-03-2007

Der er fremsat lovforslag om forældelse af fordringer

Lovforslaget - L 165 - indeholder en ny lov om forældelse af fordringer, og skal erstatte de gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 (fra 1683!) og i 1908-loven.

I tilknytning til lovforslaget er fremsat lovforslag L 166, som omhandler ændringer af forældelsesregler i anden lovgivning som L 165 giver anledning til. Blandt de omfattede ændringer kan nævnes forsikringsaftalelovens forældelsesregler, en række tilpasninger af skatteforvaltningsloven samt ændringer af købelovens reklamationsregler.

Lovforslaget i hovedtræk

Hovedindholdet af lovforslaget er følgende:

  • Der indføres en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om fordringen.
  • Den 3-årige forældelsesfrist kombineres med en absolut forældelsesfrist på 10 år, ved personskade og miljøskade dog 30 år.
  • Der indføres regler om særlige forældelsesfrister og tillægsfrister for visse fordringer, herunder lønkrav, fordringer, der hviler på et særligt retsgrundlag og indlån i pengeinstitutter.
  • Der sondres i forældelsesloven mellem egentlig og foreløbig afbrydelse af forældelse. En "egentlig" afbrydelse, som bl.a. vil finde sted ved skyldnerens erkendelse af fordringen eller ved sagsanlæg, vil indebære, at der løber en ny forældelsesfrist, mens en foreløbig afbrydelse - eksempelvis ved indbringelse af en tvist, der har betydning for fordringen, for en administrativ myndighed - vil udløse en tillægsfrist, indenfor hvilken "egentlig" afbrydelse vil kunne finde sted. Adgangen til at afbryde forældelsen alene ved påmindelse ophæves.
  • Forældelseslovens regler skal ikke kunne fraviges ved forudgående aftale i forbrugerforhold eller i øvrigt til skade for skyldneren.

Ikrafttrædelse

Loven træder - ifølge lovforslaget - i kraft den 1. januar 2008 og samtidig ophæves Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven.

De nye bestemmelser vil kunne anvendes på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter de nye bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser.