Nye rentesatser for selskabsskat

15-09-2015

Ny beregningsmetode

Folketinget har vedtaget at ændre beregningsmetoden for rentesatser med det formål at tilpasse rentesatserne til det aktuelle renteniveau. Satserne vil fremover blive beregnet på baggrund af aktuelle rentesatser i løbet af året, hvilket vil betyde, at satserne først offentliggøres den 15. december i det pågældende indkomstår. Satserne for indkomståret 2015 offentliggøres derfor først den 15. december 2015.

Konsekvenser

De ændrede regler betyder også, at der kan blive tale om negativ forrentning ved førtidig udbetaling af for meget indbetalt frivillig acontoskat, når tilbagebetaling sker i perioder, hvor Nationalbankens indskudsrente med tillæg af 0,2 procentpoint er mindre end nul, hvilket er tilfældet nu, idet indskudsbevisrenten siden 6. februar 2015 har været -0,75 %.

Endvidere er det nu muligt at indbetale frivillig acontoskat i perioden den 20. november – 1. februar (i året efter indkomståret) mod et særligt procenttillæg. For indkomståret 2015 vil der således være mulighed for at foretage frivillig indbetaling i perioden 20. november 2015 – 1. februar 2016.

Overgangsregler for indkomståret 2015

De ændrede rentesatser har virkning fra og med indkomståret 2015. Der er dog fastsat følgende overgangsregler:

  • Frivillig indbetaling af acontoskat, som er foretaget senest den 20. marts 2015, bliver godskrevet et tillæg på 0,3 %
  • Procentfradraget til frivillig acontoskat, der indbetales senest den 20. november 2015, kan højst udgøre 0,3 %
  • Procentsatsen for restskat kan ikke overstige 4,5 %
  • Frivillig acontoskat, der er indbetalt inden den 3. juli 2015, kan tilbagebetales uden beregning af negativ rente, hvis anmodning om tilbagebetaling fremsættes senest den 1. oktober 2015
  • For frivillig og ordinær acontoskat betalt inden den 3. juli 2015 ydes der ved overskydende skat en godtgørelse på 1 %.