Opkrævning via én skattekonto

23-05-2007

Forenklet administration af betalinger til og fra told- og skatteforvaltningen

Efter gældende regler afregnes og registreres indbetalinger til told- og skatteforvaltningen på en række forskellige konti og i en række forskellige it-systemer i told- og skatteforvaltningen. Indbetalingerne betragtes således som adskilte forløb, hvilket betyder, at det kan være vanskeligt at danne sig et samlet overblik over den enkelte virksomheds mellemværende med told- og skatteforvaltningen.

Indførelsen af "Én Skattekonto" har til formål at lette og forenkle betalingen og opkrævningen for såvel virksomhederne som told- og skatteforvaltningen.

Hensigten med Én Skattekonto (skattekontoen) er, at alle betalinger mellem told- og skatteforvaltningen og virksomhederne samles og fremover sker via én og samme konto, det vil sige, at told- og skatteforvaltningens krav på indbetalinger fra virksomheder og virksomhedernes krav på udbetalinger fra told- og skatteforvaltningen automatisk modregnes efter et saldolignende princip.

Etableringen af skattekontoen giver virksomhederne mulighed for hurtigt og enkelt via online-adgang til skattekontoen at konstatere, om de skylder beløb eller har beløb til gode hos told- og skatteforvaltningen.

Alle erhvervsvirksomheder

For både personligt drevne virksomheder og selskaber mv. indføres der én samlet skattekonto hos SKAT, hvortil alle betalinger af A-skat, selskabsskat, moms, told og afgifter skal ske. Indbetalinger på kontoen vil altid dække de krav på kontoen, som har den ældste forfaldsdato.

Ved indbetaling af frivillig acontoskat, skal selskaber anføre, at der er tale om frivillig acontoskat, men selskaber bliver kun godskrevet denne acontoskat, hvis der ikke er en debetsaldo på kontoen.

Reglerne om skattekonto skal gælde for alle erhvervsvirksomheder uanset organisationsform. Kun betalinger, der vedrører selve virksomheden, er omfattet af kontosystemet, og for personligt drevne virksomheder vil eksempelvis egne indkomstskatter ikke være omfattet af skattekontoen.

Skattekontoen har som konsekvens, at negativ moms, hvori der er givet transport, ikke udbetales til transporthaver, hvis der står forfaldne krav (skyldige beløb) på kontoen.

Morarenter og debetsaldo

I kraft af saldoprincippet på skattekontoen vil beregning og tilskrivning af morarenter ikke længere være knyttet til den enkelte fordring i form af indeholdt A-skat, moms, told og punktafgifter mv., men til en negativ saldo på kontoen. I dag eksisterer der flere forskellige morarentesatser for disse poster, medens der for skattekontoen kun vil gælde en morarentesats i form af en fast rente på 0,7 % med tillæg af en variabel rente, som i 2007 er 0,1 %.

Den nuværende morarente for selskabsskat udgør 0,4 % med tillæg af en variabel rente på 0,1 % eller i alt 0,5 %. Ved indførelsen af skattekontoen forhøjes den faste rente på 0,4 % til 0,7 % med tillæg af en variabel rente på 0,1 % (2007), det vil sige en stigning på 0,3 % pr. måned.

Efter gældende regler betales morarenter pr. påbegyndt måned fra den 1. i den måned, hvor betalingen skulle være sket. Ved indførelsen af skattekontoen skal der kun beregnes morarenter for de dage, hvor betalingsfristen er overskredet.

Der udsendes ikke rykkere, hvis skattekontoens debetsaldo maksimalt udgør 5.000 kr., men debetsaldoen pålægges morarenter. Hvis saldoen overstiger 5.000 kr., udsendes der rykkerskrivelse, og hele debetsaldoen skal indbetales.

Forrentning og udbetaling af kreditsaldo

Efter hovedreglen kan en kreditsaldo på skattekontoen udbetales til virksomheden, men der fastsættes dog en 5 dages karensperiode, som betyder, at saldoen ikke udbetales, når der er krav, som har sidste rettidig betalingsfrist inden for de næste 5 hverdage.

Virksomheder kan meddele SKAT, at der først skal ske udbetaling af en kreditsaldo, når saldoen udgør et vist beløb, men der sker kun forrentning (p.t. 0,1 % pr. måned) af beløb på op til 5.000 kr.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelsestidspunktet for indførelsen af skattekontoen kendes endnu ikke, men det forventes, at skattekontoen skal have virkning fra den 1. januar 2008. Forventningerne er i vid udstrækning afhængige af etablering af de nødvendige it-systemer i forvaltningen.