Opmagasineret bil

14-01-2013

Undgå beskatning af fri bil

I 2009 tog Skatterådet stilling til beskatning af fri bil i en række sager, hvor en hovedaktionær eller hovedanpartshaver ønskede at undgå beskatning af fri bil. 

I den ene sag var der tale om en hovedanpartshaver, som ønskede fri bil til rådighed i tidsrummet 1. marts - 31. oktober. I de øvrige fire måneder ville bilens nummerplader blive afmonteret og afleveret til forsikringsselskabet med den konsekvens, at der hverken skulle betales lovpligtig ansvarsforsikring eller kaskoforsikring (stilstandsforsikring).

Bilen ville i de fire måneder være parkeret i en aflåst parkeringskælder. Med henblik på at dokumentere, at bilen ikke blev benyttet i perioden, ville man indgå en aftale med Audi Danmark, der skulle bevidne kilometertællerens udvisende i stilstandsperioden.

Skatterådet fandt, at hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil for hele året, da hovedanpartshaveren til enhver tid kunne opsige stilstandsforsikringen og dermed reelt havde rådighed over bilen hele året. Derimod kunne hovedanpartshaveren undgå at blive beskattet af fri bil i de fire måneder, hvis nummerpladerne blev afleveret på motorkontoret, da der så var tale om en uindregistreret bil. 

Samme udfald fik de øvrige sager, som Skatterådet tog stilling til.

Ny byretsdom 

En byret har nu afsagt dom i en sag om en opmagasineret bil.

Der var tale om et anpartsselskab, der i 2007 havde anskaffet en bil til 3,2 mio. kr. Bilen blev opmagasineret hos forhandleren i seks måneder i vinterhalvåret, og selskabet havde betalt for vinterklargøring i forbindelse med opmagasineringen samt tillige for selve opmagasineringen.

Hovedanpartshaveren havde afgivet en skriftlig erklæring til selskabet om, at bilen ikke var til rådighed i denne periode. 

Byretten var af den opfattelse, at hovedanpartshaveren også skulle beskattes af fri bil i opmagasineringsperioden ud fra en rådighedsbetragtning. Hovedanpartshaveren kunne jo til enhver tid vælge at afhente/bruge bilen. 

Så praksis på området er fortsat, at hovedaktionærer og hovedanpartshavere kun kan undgå beskatning af biler i sådanne situationer, hvis bilen afregistreres og nummerpladerne afleveres til SKAT.