Pendlere fra udkantskommuner

18-12-2006

Ordningen med forhøjet befordringsfradrag er forlænget

Pendlere, der er bosat i særligt udpegede kommuner, har i perioden 2004-2006 kunnet foretage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde med samme fradragssats for kørsel over 100 km, som for kørsel mellem 24-100 km dagligt.

Folketinget har nu vedtaget det lovforslag, der forlænger ordningen med forhøjet befordringsfradrag, således at pendlere for indkomstårene 2007-2013 kan beregne befordringsfradraget for kørsel over 100 km med en sats på 1,78 kr. (2007).

Som følge af kommunalreformen og de deraf følgende kommunesammenlægninger er listen over udkantskommuner ændret. På grundlag af kriterierne "lav erhvervsindkomst" og "svag befolkningsudvikling" er følgende kommuner udpeget: Bornholm, Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Samsø, Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og Ærø.