Pension i Frankrig

21-10-2003

Ny fransk pensionslov betyder mindre favorable forhold for danske pensionister i Frankrig

Danskere, der tager pensionen med til Frankrig, bevæger sig i øjeblikket på usikker grund. Den lave franske skat er ikke et lovfæstet gode for danskerne, og den kraftige vækst i tilflytningen kan fremprovokere en fransk reaktion.

Medens det tidligere kun var få velstillede danskere, der hvert år henlagde deres otium til sydens sol, er det nu ved at udvikle sig til en masseindustri.

Tal fra den Sociale Sikringsstyrelse viser, at over 3.000 danskere hæver folkepension i Frankrig og Spanien. Men det reelle antal pensionister er større, fordi de mange 60-65-årige ikke er med i statistikken.

Hidtil har Frankrig ikke vist den store interesse for at ændre på den eksisterende dobbeltbeskatningsaftale med Danmark.

Den franske skatteadministration har hidtil undladt at udstede centrale retningslinier og overladt spørgsmålet til de lokale skattekontorer. Der har derfor lokalt udviklet sig en skattepraksis, der medfører den lempelige beskatning. Det juridiske spørgsmål er imidlertid uafklaret. De franske myndigheder kan med hjemmel i andre dele af skatteretten vælge at beskatte hele udbetalingen.

Der er flere faldgruber i Frankrigs skattesystem. Frankrig har hidtil sondret strengt mellem kollektive/private forsikringer, obligatoriske/frivillige, arbejdsgiverbetalte/ikke-arbejdsgiverbetalte.

De kollektive, obligatoriske og arbejdsgiverbetalte ordninger er som udgangspunkt fuldt skattepligtige. Det har ikke været et problem så længe, det er folk med private formuer, der er søgt sydpå. Men nu kommer de første generationer med store arbejdsgiverfinansierede pensioner. Konkrete skattesager drejer sig ofte om at kunne bevise, at der ikke er tale om en fuldt skattepligtig ordning.

En kollektiv ordning, der er opgivet som privat, vil uden tvivl medføre en stor skattebøde.

Ny fransk pensionslov

Pensionsloven blev vedtaget den 14. juli 2003 med ikrafttræden den 1. januar 2004. Sondringen mellem arbejdsgiverordning og privat ordning eksisterer ikke længere. I stedet sondrer man fremover mellem fradragsberettigede eller ikke-fradragsberettigede indbetalinger.

Hvis der har været fradrag, vil udbetalingerne blive beskattet som normal indkomst, og de meget favorable regler vil alene skulle anvendes i tilfælde uden fradrag for indskuddene.

Beskatningsniveauet vil dog stadig være noget lavere end i Danmark. Marginalskatten er cirka 50%, og ægtepar tilgodeses ved "sambeskatningen", der udjævner indkomstforskelle mellem de to personer.

Hvis den ene af ægtefællerne eksempelvis har 600.000 kr. i pension og den anden nul, vil beskatningen i Frankrig blive reduceret til cirka 28%.