Pensionsmidler

26-05-2005

Det skal nu være muligt at anvende pensionsmidler til køb af unoterede aktier

Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag, der har til hensigt at udvide mulighederne for at investere indeståendet på pensionskonti. Hidtil har investeringsmulighederne været begrænset til børsnoterede værdipapirer. De nye regler indføres ved at justere Finanstilsynets "Puljebekendtgørelse".

Lovforslaget

Forslaget går ud på at udvide bekendtgørelsens liste over de værdipapirer, man kan placere pensionsmidler i, til også at omfatte porteføljeinvesteringer i aktier og anparter i selskaber, der ikke er børsnoterede. Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt, både vedrørende pensionskontoen som sådan og vedrørende ejerkredsen i de enkelte selskaber. Reglerne gælder efter forslaget for den enkeltes pensionskonti set under et.

Selvom en pensionskonto juridisk tilhører en selv, virker den i skattemæssig forstand som en selvstændig juridisk person. Det betyder f.eks., at man ved en flytning af aktier og anparter fra sit eget depot til pensionsdepotet bliver stillet som om, man har solgt aktierne eller anparterne til pensionskontoen og vice versa. Der skal således opgøres en skattemæssig fortjeneste eller et skattemæssigt tab.

Der skal efter forslaget oprettes et særskilt pensionsdepot til registrering af de unoterede værdipapirer, der investeres i med pensionsmidler. Det er pt. ikke afklaret, om bankerne vil tage sig af dette, og hvad de skal have for det.

Hver enkelt investering skal udgøre mere end 100.000 kr. Det kan ske enten ved deltagelse i stiftelsen af et selskab, ved en kapitaludvidelse eller ved et salg af "eksisterende" aktier til pensionsordningen.

Den samlede værdi af unoterede aktier må højst udgøre 20 % af de samlede midler på investeringstidspunktet. Hvis værdien af pensionsformuen opgjort pr. depotholdende pengeinstitut overstiger 25 mio. kroner, stiger procentgrænsen til 35 og hvis formuen overstiger 50 mio. kroner må der investeres for op til 50 % af pensionsformuen i unoterede aktier. Hvis værdien af den resterende del af ordningen, dvs. den del der ikke indeholder unoterede aktier, falder til under 350.000 kr., skal kontohaveren afstå samtlige unoterede aktier eller erhverve dem for frie midler. Det giver sig selv, at man også kan løse problemet ved at indskyde likvide midler.

Der skal være tale om selskaber, hjemmehørende i et EU eller EØS land.

Hovedaktionærer

Ordningen kan ikke anvendes af hovedaktionærer. Ordningen er formuleret således, at man lægger personens aktier sammen med aktier, ejet af pensionsordninger, og aktier ejet af den såkaldte "værnsaktionærkreds" - dvs. nærtstående.

Hvis den samlede beholdning af unoterede aktier i hvert enkelt selskab, opgjort efter disse regler, udgør mindst 25 % af hele selskabskapitalen eller mindst 50 % af stemmerne, kan aktierne ikke indskydes i ordningen. Hvis ejerandelen eller stemmeandelen overstiger grænsen, mens ordningen indeholder andelene, skal ejerandelen nedbringes senest efter 3 måneder. Ellers skal aktierne tages ud af ordningen. Værdien skal afgiftsberigtiges med 60 %.

Andre forhold

Værdien af unoterede aktier opgøres ikke af "markedet". Derfor indeholder reglerne en bestemmelse om, hvordan man værdiansætter aktier i forbindelse med beregning af pensionsafkastafgiften. Normalt beregnes denne ved at lægge det løbende afkast i form af udbytte mm. sammen med årets værdiregulering. Efter lovforslaget skal værdien af unoterede aktier fastsættes til det største beløb af anskaffelsesværdien eller indre værdi ifølge den senest aflagte årsrapport for selskabet. Målingen foretages hvert år den 1. november. Pensionsafkastafgiften udgør pt. 15 % af det årlige afkast.

Ejeren af depotet skal hvert år senest 30. november indberette værdien til depotadministratoren. Hvis man overskrider indberetningsfristen bliver depotet gjort op, aktierne bliver ført ud af ordningen og der bliver beregnet afgift med 60 % af aktiernes værdi.

Forslaget har virkning fra 1. oktober 2005, hvilket forekommer upraktisk, på baggrund af at værdierne så skal opgøres igen allerede pr. 1. november i år.

Der er ikke krav om, hvad selskaber omfattet af ordningen skal beskæftige sig med. Det har der ellers været en del debat om. Forslaget åbner derfor mulighed for investering i både aktive og passive selskaber, ejendomsselskaber og lignende. Om der også bliver mulighed for at købe aktier i selskaber, der kræver autorisation eller beskikkelse, er lidt uklart. Spørgsmålet er, om ikke det er muligt i og med, at ordningen er direkte ejet af den enkelte pensionssparer. Det er dog næppe sandsynligt, at man vil kunne anvende ordningen til at underminere den personlige hæftelse, som i nogle brancher er knyttet til autorisationen. Normalt er en pensionsordning kreditorbeskyttet, hvilket er en af de fordele, der knytter sig til pensionsordninger.

Fordele ved ordningen

Hvis man ser bort fra kreditorbeskyttelsen og sammenligner den skattemæssige behandling af ordningen med køb af aktier via et selskab, skal man huske på, at selskaber, der ejer mindst 20 % af aktierne i et andet selskab (fra 1. januar 2007 er det 15 %), kan modtage skattefrit udbytte. Selskaber er endvidere normalt skattefri af gevinst ved salg af andele, ejet mere end 3 år.

Det ser således ud til, at det først og fremmet er en fordel at investere i aktier gennem en pensionsordning, når ejerandelen er under 20 %, idet selskaber her betaler 18,48 % (66 procent af den foreslåede selskabsskattesats for 2005 på 28) i skat af udbytte. Det er mere end pensionsafkastafgiften på de omtalte 15 %. Man skal dog huske 3 års reglen, der betyder, at ikke udloddet værdistigning kan være skattefri i selskaber. Der skal betales 15 % i pensionsordningen.

Ordningen giver den fordel, at investeringen bliver trukket fra i skat på det tidspunkt, hvor det investerede beløb bliver indbetalt på pensionskontoen. Selskaber og personer investerer for beskattede midler. Hos personer er de beskattet med op til ca. 64 %. Til gengæld betaler man afgift eller indkomstskat i forbindelse med udbetaling fra pensionsordninger. De, der opnår den største skattemæssige fordel af investering gennem pensionsordninger, er personer, der kan fratrække indbetalingerne i personlig indkomst, der er beskattet med topskat, og som kan få deres pensionsopsparing udbetalt til en lavere skatteprocent. Da vi ikke kender de fremtidige skatteregler, er det derfor svært at udtale sig om, hvad der bedst kan betale sig.

Det er regeringens hensigt at motivere til større risikovillighed i forbindelse med investering i ikke noterede aktier og anparter. Der skal derfor nok først og fremmest fokuseres på den fordel, der er ved, at den investerede kapital kan trækkes fra i skat, hvilket selvfølgelig er en klar fordel, hvis investeringen går tabt. Dette er ikke tilfældet ved investering for frie midler.