Polen, Portugal og Slovenien

23-04-2002

Danmark har indgået nye dobbeltbeskatningsoverenskomster

Slovenien

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Slovenien afløser den gamle overenskomst indgået i 1981 mellem Danmark og Jugoslavien og lemper indkomstskat efter den metode, der kaldes ordinær credit.

Overenskomsten følger i vidt omfang den model, der er udarbejdet i OECD-regi (OECD-modellen). Udover en ændret fordeling af kildeskat på renter, udbytter og royalties, er den væsentligste ændring, at personer, der rejser til Slovenien for at gå på pension, må leve med at betale kildeskat til Danmark med op til 23% af bruttobeløbet (svarende til det nuværende beskatningsniveau i Slovenien). Pensionister, der modtog pension i Slovenien før ikrafttrædelsen, skal dog fortsat ikke kildebeskattes i Danmark.

Portugal

Overenskomsten mellem Danmark og Portugal er ny, idet den hidtidige overenskomst fra 1972 blev opsagt i 1994 af Danmark. Overenskomsten lemper beskatningen efter ordinær credit.

Overenskomsten følger i store træk OECD-modellen. Danmark skal efter overenskomsten give omvendt credit til pensionister, der modtager deres pension, mens de er bosiddende i Portugal. Det betyder, at Danmark skal nedsætte kildeskatten med det beløb, pensionisten skal betale i Portugal. Udbyttebeskatningsreglerne følger de regler, der er aftalt mellem EU-landene i det såkaldt moder-datterselskabsdirektiv.

Polen

Overenskomsten med Polen afløser den hidtidige overenskomst indgået i 1976 og lemper beskatning efter ordinær credit, hvilket vil sige, at man i bopælsstaten får fradrag for den forholdsmæssige del af skatten, der falder på indkomst fra det andet land, dog højst den skat, der rent faktisk er betalt i det pågældende land af den samme indkomst.

En af de væsentligste ændringer i overenskomsten er, at fordelingen af beskatningsretten til udbytter følger fremgangsmåden i EU's moder-datterselskabsdirektiv, hvorved danske selskaber, der ejer mindst 25% af andelene i et polsk selskab får reduceret sin polske kildeskat til kr. 0. Pensionskasser kan kildebeskattes med 5% og i alle andre tilfælde er kildeskatten 15%.

Der gælder særlige regler for dobbeltbeskatningsoverenskomsters ikrafttræden, idet det er en kontrakt mellem de 2 stater, der er overordnet i forhold til dansk ret. Den nye overenskomst med Polen gælder således fra og med det indkomstår, der følger efter det tidspunkt, hvor de 2 lande via de diplomatiske kanaler har underrettet hinanden om, at den er vedtaget.