Præsentation af årsrapporten

09-03-2006

Offentliggørelse af dele af årsrapporten på en cd eller med henvisning til en hjemmeside

Er det muligt for koncerner omfattet af årsregnskabsloven alene at offentliggøre dele af virksomhedens årsrapport, og kan årsrapporten offentliggøres delvist på ét medie - eksempelvis på papir - og delvist på et andet medie som for eksempel en cd? Kan man overhovedet betegne dokumenter, der offentliggøres efter denne fremgangsmåde, som årsrapporter?

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 2. marts offentliggjort et notat, som besvarer disse spørgsmål. Notatet kan læses i sin helhed på styrelsens hjemmeside.

Hovedindholdet af notatet er gengivet nedenfor.

Offentliggørelse af årsrapporten

Udgangspunktet i årsregnskabsloven er, at virksomhederne indsender deres årsrapporter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter sørger for offentliggørelse.

Herudover kan en virksomhed vælge selv at offentliggøre sin årsrapport, hvilket er meget almindeligt for børsnoterede og store virksomheder.

Det skal understreges, at spørgsmålene ovenfor ikke retter sig mod det dokument, der skal indsendes og offentliggøres i styrelsen, men derimod virksomhedens egen offentliggørelse af årsrapporten eller dele heraf.

Situation 1

Dokumentet indeholder en fuld årsrapport, men dette er delt på to forskellige medier. Typisk indeholder papirdokumentet årsrapporten, bortset fra moderselskabets årsregnskab, som i stedet er vedlagt på en cd.

I denne situation er det styrelsens opfattelse, at enkelte sammenhængende dele af årsrapporten kan offentliggøres på en cd, mens den resterende del offentliggøres i papirformat, så længe delene offentliggøres samlet.

Styrelsen understreger følgende forhold i sit svar:

  • Ved overflytning af dele af årsrapporten til cd, skal årsregnskabslovens krav om, at årsrapporten skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde, iagttages.
  • Det skal være samlede, konsistente grupper af oplysninger, for eksempel hele årsregnskabet for moderselskabet, som alene forefindes på cd.
  • Det skal fremgå af det trykte materiale, hvilke oplysninger der findes i den trykte del, og hvilke der alene er på cd.
  • Man kan ikke vælge alene at flytte visse oplysninger - eksempelvis lån til direktion eller eventualforpligtelser - til en cd, med henblik på at "skjule" dem for regnskabslæseren. Der er populært sagt ikke "frit valg på alle hylder".

Situation 2

Dokumentet indeholder en fuld årsrapport, bortset fra moderselskabets årsregnskab. I dokumentet henvises til en hjemmeside eller lignende, hvor dette kan downloades eller bestilles.

Det er styrelsens opfattelse, at et dokument, der ikke indeholder hele årsrapporten, men henviser til, at de udeholdte dele kan findes på en hjemmeside eller lignende, ikke er en årsrapport efter årsregnskabslovens § 2. Dokumentet kan derfor ikke benævnes "årsrapport". Dokumentet vil i stedet være omfattet af årsregnskabslovens § 149, stk. 2, der regulerer virksomhedens egen offentliggørelse af uddrag af årsrapporten.