Refusion af udenlandsk moms

02-06-2003

Fristen for ansøgning om refusion af moms der vedrører 2002 er 30. juni 2003

Fristen

Fristen for ansøgning om refusion af moms betalt i andre EU-lande for kalenderåret 2002 udløber den 30. juni 2003.

Danske virksomheder, som i andre EU-lande har betalt moms af omkostninger i forbindelse med virksomhedens erhvervsmæssige aktiviteter, skal derfor indsende ansøgning om tilbagebetaling til de respektive landes told- og skattemyndigheder inden fristens udløb.

Det er også muligt at ansøge om momsrefusion i visse lande uden for EU. Det drejer sig bl.a. om Norge, Schweiz og Færøerne.

Momsrefusion indebærer, at en dansk momsregistreret virksomhed, som ikke er momsregistreret i det pågældende land, kan få refunderet udenlandsk købsmoms af visse indkøb, der er foretaget i forbindelse med virksomhedens erhvervsmæssige aktiviteter i det pågældende land.

De fleste udgifter opstår i forbindelse med medarbejderes deltagelse i messer mv. samt rejseaktiviteter i forbindelse med eksportsalg. Det drejer sig typisk om udgifter til fortæring, overnatning samt benzin og diesel til firmabil.

Ansøgningen

Betingelser

Ansøgningen til andre EU-lande skal almindeligvis dække en periode på mindst 3 måneder og højst et kalenderår. Ansøgningen kan dække en kortere periode end 3 måneder, når det drejer sig om den resterende del af et kalenderår.

Minimumsgrænser

De enkelte lande har fastsat minimumsgrænser for størrelsen af ansøgningsbeløbet. I Danmark udgør beløbet f.eks. 1.500 kr. pr. ansøgning. Grænsen er dog kun 200 kr., hvis ansøgningsperioden vedrører hele kalenderåret eller den resterende del af året.

Ansøgningsskemaer, bilag og attest

Momsrefusionsprocedurer og ansøgningsskemaer varierer fra land til land.

Normalt skal ansøgningsskemaet udfyldes på salgslandets sprog - i nogle lande accepteres dog engelsk som ansøgningssprog. Skemaerne rekvireres hos den kompetente udenlandske momsmyndighed i de respektive lande.

Vi vil i de fleste tilfælde umiddelbart kunne give de fornødne oplysninger om de enkelte landes momsrefusionsprocedurer samt fremsende eksemplarer af landenes ansøgningsskemaer.

De originale købsbilag skal i alle tilfælde medsendes ansøgningen. Bilagene skal være udstedt til den virksomhed, der ansøger om momsrefusion og skal herudover normalt indeholde følgende oplysninger:

  • Leverandørens navn og adresse
  • Beskrivelse af varen eller ydelsen
  • Leveringsdato
  • Varens eller ydelsens pris
  • Særskilt momsangivelse

Danske virksomheder skal vedlægge ansøgningen en attest om, at virksomheden er momsregistreret i Danmark. Attesten udstedes af virksomhedens lokale Told- og Skatteregion.