Restskat og overskydende skat 2012

18-12-2012

Undgå at betale renter af restskat

For at undgå at betale renter af restskat for indkomståret 2012 skal betaling ske inden nytår. Men mod betaling af en mindre dag til dag-rente, kan betaling af restskat også ske i perioden 1. januar 2013 – 1. juli 2013. 

Restskat 

Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:

  • Hvis restskatten betales inden den 1. januar 2013, skal der ikke betales renter eller procenttillæg.
  • Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2013, skal der betales en dag til dag-rente.
  • Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2013, skal der betales et procenttillæg.

Betaling inden nytår

Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.

Ved betaling med dankort skal betaling ske senest klokken 20.45 den 31. december 2012. Betaling via netbank skal ske senest den 27. december 2012 og inden for bankens åbningstid. 

Er man selvstændigt erhvervsdrivende og anvender virksomhedsskatteordningen, kan det skattemæssigt være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2013, mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsskatteordningen anses som private hævninger. Ved at afvente betaling til 2013 udskyder man beskatningen af det hævede beløb ét år, og man kan nøjes med at betale renter af skatten indtil den dag betaling sker. 

Betaling i perioden 1. januar 2013 til 1. juli 2013

Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2013 til 1. juli 2013 skal der betales dag til dag-rente, og denne udgør 2,7 % p.a.  Dag til dag-renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Betales restskatten den 20. januar 2013, skal der betales rente for 20 dage. Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr. beregnes renten således: 

100.000 kr. x 2,7 % x 20/365 = 148 kr. 

Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag til dag-rente. Indbetaling skal dog ske senest den 1. juli 2013.

Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2013

Er restskatten for indkomståret 2012 ikke indbetalt senest den 1. juli 2013, skal der ikke betales en dag til dag-rente men i stedet et procenttillæg. Procenttillægget udgør 4,7 %. Procenttillægget kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Hvis restskatten for indkomståret 2012 udgør 100.000 kr., indregnes 18.300 kr. med tillæg af 4,7 % eller i alt 19.160 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2014. Den resterende restskat på 81.700 kr. med tillæg af 4,7 % eller i alt 85.540 kr. opkræves fordelt på tre rater i september, oktober og november 2013. 

Overskydende skat

Ved udbetaling af overskydende skat for indkomståret 2012 får man et procenttillæg på 0,5 %. Der opnås ikke procenttillæg til overskydende skat, der skyldes frivillig indbetaling af restskat. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.

Mange vil allerede den 26. marts 2013 få udbetalt den overskydende skat. Husk at indtaste servicefradrag senest den 28. februar 2013, således at fradraget kommer med på den første årsopgørelse.

Selvstændigt erhvervsdrivende og andre, der anvender den udvidede selvangivelse, må vente lidt længere med at få overskydende skat udbetalt.