Revisortilsynet

24-06-2005

Revisortilsynet har afgivet sin første offentlige beretning

I forbindelse med ændringer i lovgivningen omkring revisorer blev der i 2003 indført nye regler om et revisortilsyn.

Revisortilsynet beskæftiger sig med alle danske statsautoriserede og registrerede revisionsvirksomheder, der skal være opført på en liste ved Erhvervs- & Selskabsstyrelsen.

Revisortilsynet skal blandt andet påse:

  • At revisorerne har de fornødne kvalitetsstyringssystemer.
  • At kvalitetsstyringssystemerne er fyldestgørende og fornuftige.
  • At kvalitetsstyringssystemerne anvendes på enhver opgave i revisionsvirksomheden.
  • At de udførte opgaver er løst i overensstemmelse med god revisorskik og vedtagne standarder.
  • At der foreligger dokumentation for det udførte arbejde.
  • At reglerne om uafhængighed er overholdt.

Hvilke personer er medlemmer af Revisortilsynet?

Det fremgår af revisorlovgivningen, at revisorerne skal være i mindretal i Revisortilsynet. På den anden side er revisorernes tilstedeværelse en nødvendighed for at sikre en fagligt kompetent vurdering af det udførte arbejde i revisionsvirksomhederne.

Revisortilsynet består af 9 medlemmer. Heraf skal 2 være statsautoriserede og 2 registrerede revisorer, mens resten skal være repræsentanter for regnskabsbrugerne. I den sidste gruppe indgår formanden for Revisortilsynet, der således ikke kan være praktiserende revisor.

Kontrol af revisionsvirksomhederne

Som hovedregel skal enhver revisionsvirksomhed kvalitetskontrolleres af Revisortilsynet én gang hvert 4. år. I tilfælde, hvor der konstateres problemer med kvaliteten, kan kontrollen blive krævet oftere end hvert 4. år.

Kvalitetskontrollen foretages af en anden revisor, der skal være uafhængig af den revisionsvirksomhed, der kontrolleres, og kontrollanten skal forhåndsgodkendes af Revisortilsynet.

Det er således ikke Revisortilsynets enkelte medlemmer, der udfører selve kvalitetskontrollen i revisionsvirksomhederne. Denne kontrol udføres af de nævnte revisorer, og resultatet af kontrollen meddeles Revisortilsynet i form af en erklæring om resultatet af den udførte kontrol.

Revisortilsynets medlemmer kan ikke selvstændigt udføre kontrol, men de er bemyndiget til at gennemføre en supplerende kontrol eller deltage i selve kontrollen i de tilfælde, de måtte ønske det.

Ved udførelsen af kvalitetskontrollen vil kontrollanten som det første skaffe sig et overblik over den revisionsvirksomhed, der skal kontrolleres. Kontrollanten bibringes viden om virksomheden, og det fastlægges, hvor mange stikprøver, der skal tages på det enkelte revisionskontor.

Herefter gennemgår kontrollanten revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem med henblik på en bedømmelse af, om dette er i overensstemmelse med de standarder, der er gældende internationalt og i Danmark.

Resultatet af denne gennemgang indgår i rapporten til Revisortilsynet, og kontrollanten kan give sine forslag til forbedringer og udbygninger af kvalitetsstyringssystemet til den revisionsvirksomhed, der kontrolleres.

Herefter udtrækker kontrollanten et antal opgaver i revisionsvirksomheden til kontrol af, om kvalitetsstyringssystemet i realiteten er fulgt - og om resultatet af arbejdet afspejles korrekt i revisors rapportering i form af en revisionspåtegning, et revisionsprotokollat og lignende.

Resultatet af denne kontrol meddeles ligeledes Revisortilsynet, og konkrete brud på det vedtagne kvalitetsstyringssystem og fejl i revisors rapportering skal anføres i rapporten.

Det er vigtigt at slå fast, at kvalitetskontrollanten er omfattet af nøjagtig den samme tavshedspligt, som alle beskæftigede i den kontrollerede revisionsvirksomhed selv er det. Dette forhold er der taget højde for i revisorlovgivningen, der specifikt giver kvalitetskontrollanten pligt til at udtrække opgaver til kontrol og til at overholde reglerne om tavshedspligt.

Revisorernes kunder kan derfor være sikre på, at selv om deres revisor er påbudt en lovpligtig kvalitetskontrol, der skal udføres af en uafhængig revisor, er der ikke risiko for, at kvalitetskontrollanten misbruger de oplysninger, der kunne fås ved en kvalitetskontrol. Overtrædelse af denne tavshedspligt er reguleret i straffeloven.

Resultatet af kvalitetskontrollen

Revisortilsynet behandler den indkomne rapport og vurderer de konklusioner, der er truffet af kvalitetskontrollanten. Herefter skal Revisortilsynet træffe en afgørelse om den enkelte kvalitetskontrol. Denne afgørelse kan være:

  • En godkendelse af den revisionsvirksomhed, der er kontrolleret.
  • En påtale af konkrete forhold, der ikke medfører yderligere sanktioner.
  • En påtale af konkrete forhold suppleret med en ny kvalitetskontrol, der skal sikre, at de påtalte forhold er afklaret.
  • En indbringelse for Disciplinærnævnet for revisorer.

I lighed med Revisortilsynet er Disciplinærnævnet sammensat, så revisorerne er i mindretal. Disciplinærnævnet kan idømme bøder af en ganske voldsom størrelse og i alvorlige tilfælde fratage en revisor dennes statsautorisation eller registrering.

Redegørelse om Revisortilsynets arbejde

Revisortilsynet har pligt til at udsende en årlig redegørelse for sit arbejde. Det første arbejdsår sluttede den 31. december 2004.

Resultatet heraf er beskrevet i en redegørelse, der er tilgængelig på

Revisortilsynets hjemmeside

sammen med en del øvrige oplysninger om Revisortilsynets indretning.

Redegørelsen indeholder en del statistisk materiale tillige med Revisortilsynets overordnede konklusioner på resultatet af den første kvalitetskontrol, der er udført i dette regi.

Konklusionerne kan opsummeres således:

  • Hovedparten af de beskikkede revisorer har og anvender et hensigtsmæssigt kvalitetsstyringssystem.
  • Cirka 100 revisionsvirksomheder er sanktioneret med påtale og/eller ny kontrol, og i godt en snes tilfælde er der sket oversendelse til Disciplinærnævnet.
  • Revisortilsynet har i mange tilfælde bidraget til, at revisionsvirksomheder har indført et skriftligt dokumenteret kvalitetsstyringssystem, eller at de har forbedret anvendelsen af eksisterende systemer.

Revisorforeningerne har indtil nu haft egne kvalitetskontrolordninger. Blandt andet har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer haft krav om, at alle medlemsfirmaer mindst hvert 3. år gennemgik en kvalitetskontrol.

Denne kontrol fortsætter sideløbende med den offentlige kontrol og dækker nu revisors rådgivningsopgaver.

Revisortilsynet og RevisorGruppen Danmark

Det enkelte medlemsfirma i RevisorGruppen Danmark er naturligvis omfattet af den offentlige kvalitetskontrol af revisorer.

RevisorGruppen Danmark har sæde med en repræsentant for de statsautoriserede revisorer i selve Revisortilsynet.

I 2004 blev 6 af de 19 medlemsfirmaer i RevisorGruppen Danmark stikprøvevis udtaget til kvalitetskontrol, og alle 6 medlemsfirmaer har uden bemærkninger fået godkendt såvel kvalitetsstyringssystemer som udført arbejde.