Sikkerhedsstillelse

26-05-2006

Landsskatteretskendelse om fikseret vederlag i forbindelse med selvskyldnerkaution

Når et selskab skal optage et lån, stiller banken ofte krav om sikkerhed. Et typisk eksempel er når et selskab optager lån og banken kræver selvskyldnerkaution fra hovedaktionæren.

Når et datterselskab optager lån kræver banken i nogle tilfælde, at moderselskabet stiller sikkerhed eller kautionerer.

Praksis har ikke tidligere medført krav om vederlag til en kautionist, som påtager sig en selvskyldnerkaution. Landsskatteretten har imidlertid fastslået, at der er lovhjemmel til at kræve, at kautionisten tager et vederlag for en selvskyldnerkaution.

Landsskatteretskendelse

I den konkrete sag var der tale om, at et moderselskab påtog sig en selvskyldnerkaution for datterselskabets bankgaranti for vareleverancer. Det var skattemyndighedernes opfattelse, at moderselskabet skulle tage betaling fra datterselskabet for at stille selvskyldnerkaution, fordi moderselskabet ikke ville afgive selvskyldnerkaution over for andre uden at modtage betaling.

Skattemyndighederne ansatte derfor vederlaget for sikkerhedsstillelse til 1,5% af kautionsbeløbet, idet et lokalt pengeinstitut oplyste, at pengeinstituttets provision normalt var 1,5% ved sikkerhedsstillelse for kaution.

Landsskatteretten var enig i, at datterselskabet ikke kunne have opnået en vederlagsfri kaution fra tredjemand, og tiltrådte derfor, at der skulle fikseres et vederlag svarende til datterselskabets besparelse.

Om Landsskatterettens kendelse vil opnå en større udbredelse og dermed præcedens i andre sager kan diskuteres, men det er et faktum, at Landsskatteretten fandt, at der er hjemmel i lovgivningen til at gennemføre beskatningen. I sagen var der tale om sikkerhedsstillelse for en bankgaranti. Hvorvidt kendelsen også strækker sig til fiksering af vederlag i de situationer, hvor der afgives selvskyldnerkaution for lånoptagelse, er uafklaret.

Selvom det ikke er givet, at skattemyndighederne vil komme igennem med beskatning af et fikseret vederlag i lånoptagelsessager, er der foreløbig en mulighed for at rejse sagerne, og det kan ikke udelukkes, at Landsskatteretten vil komme til det resultat, at der skal betales vederlag for påtagelse af en selvskyldnerkaution, selvom det er vanskeligt at se, hvordan vederlaget skal fastsættes.

Der vil sandsynligvis ikke være grundlag for at fiksere et vederlag for sikkerhedsstillelsen ved lånoptagelse, idet hovedaktionæren eller moderselskabet som regel afgiver selvskyldnerkaution for at beskytte deres aktieinvestering, og dermed gør det i egen interesse.

Landsskatteretskendelsen giver dog anledning til, at man i mange tilfælde vil være bedst stillet ved at opkræve et vederlag for en kaution. Hvis man ikke opkræver et vederlag, risikerer man at skattevæsenet fikserer et vederlag og beskatter kautionisten og samtidig nægter debitor fradrag for beløbet.