Sort arbejde

09-05-2012

Lovforslag om indsats mod sort arbejde

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2012 har regeringen sammen med Enhedslisten indgået en aftale om en ”pakke” vedrørende indsats mod sort arbejde. Skatteministeren har nu fremsat lovforslag (L 170), der skal gennemføre den aftalte pakke.

Skattefrihed for familie- og vennetjenester mv.

Der foreslås skattefrihed for følgende:

  • Familie- og vennetjenester
  • Løn til hushjælp udført af unge under 16 år
  • Løn til hushjælp udført af folkepensionister

Familie- og vennetjenester er efter gældende praksis normalt skattefrie. Lovforslaget fastlægger, hvornår sådanne tjenester kan anses for skattefrie. 

Ved familie- og vennetjenester forstås sædvanlige ydelser, der udføres som udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement inden for privatsfæren.

Sædvanlige ydelser
Ved sædvanlige ydelser inden for privatsfæren forstås ydelser, som naturligt eller normalt udveksles mellem personer, der har en personlig relation og godt kendskab til hinanden. Der kan eksempelvis være tale om:

  • Husholdningsarbejde (indkøb, madlavning, strygning, vask, opvask og rengøring mv.)
  • Hente og bringe børn til og fra daginstitution, skole, fritidshjem og fritidsaktiviteter samt pasning af børn om eftermiddagen, aftenen eller i forbindelse med rejseaktiviteter
  • Andre opgaver i relation til bolig og omgivelser eksempelvis havearbejde, vedligeholdelse og småreparationer på boligen

Hjælpsomhed mv.
Det er en betingelse for skattefrihed, at tjenesterne udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement. Denne betingelse sigter til, at kommercielle interesser ikke må være det bærende element ved ydelse af en tjeneste. Dette udelukker ikke, at der kan ske gentjenester mellem parterne. Men er ydelserne af en sådan værdi eller karakter, at de objektivt set må være ydet for at opnå en tilsvarende modydelse, vil der ikke være tale om, at ydelserne er ydet som et udslag af almindelig hjælpsomhed mv.

I øvrigt må ydelserne ikke:

  • Være af kommerciel karakter
  • Indgå i organiseret byttehandel
  • Bestå i forud aftalt udveksling af ydelser
  • Inkludere betaling med kontanter eller lignende

Ovenstående negative afgrænsning er ikke til hinder for, at håndværkere kan udføre skattefrie familie- og vennetjenester inden for deres fag, men samtidig udveksling af håndværksydelser af en vis større værdi har imidlertid karakter af en kommerciel aftale og er ikke en skattefri vennetjeneste.

Hvis en murer aftaler med svogeren, der er autolakerer, at han murer en carport mod til gengæld at få malet sin bil, vil en sådan udveksling af ydelser ikke være omfattet af den foreslåede skattefrihed.

Skattefriheden skal gælde fra og med indkomståret 2013.

Løn til hushjælp udført af unge under 16 år og folkepensionister

Der foreslås indført skattefrihed for vederlag, der udbetales til unge under 16 år og en skattefri bundgrænse på 10.000 kr. for folkepensionister, for arbejde udført i eller i tilknytning til private hjem. Overskrides den årlige bundgrænse på 10.000 kr., beskattes folkepensionisten kun af den del af vederlaget, som overstiger de 10.000 kr. 

Som eksempler på arbejder, der vil være omfattet af skattefriheden/den skattefri bundgrænse kan nævnes:

  • Rengøring, opvask, tøjvask, strygning, havearbejde, vask og støvsugning af bil osv.
  • Hundeluftning, afhentning og aflevering af børn til og fra daginstitutioner, indkøb af dagligvarer og tøj mv.

Skattefriheden skal gælde fra og med indkomståret 2013.

Krav om digital betaling for varer mv.

Der foreslås indført nogle forskellige ”sanktioner”, hvis betaling for diverse leverancer ikke sker digitalt, når beløbet er på mindst 10.000 kr. inklusive moms. Flere betalinger for samme leverance, ydelse, kontrakt eller lignende anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen. Løbende ydelser anses ligeledes som en samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når de sker inden for samme kalenderår.

Selv om betaling ikke som krævet sker digitalt, gælder ”sanktionerne” dog ikke, hvis varekøbet mv. indberettes til SKAT senest 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.

Sanktionerne er følgende:

  • Erhvervsdrivende har ikke fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser
  • En momsregistreret køber af varer og ydelser (fra en virksomhed i Danmark) hæfter solidarisk med leverandøren for betaling af moms
  • Skattepligtige personer (fuld eller begrænset skattepligt) hæfter solidarisk for leverandørens AM-bidrag, skat og moms af den leverede ydelse.

Kravet om digital betaling skal efter lovforslaget træde i kraft for leveringer, der finder sted fra og med den 1. juli 2012.

Krav om skiltning på byggepladser og på varevogne på gule plader

Det foreslås, at der indføres krav om, at håndsværksvirksomheder på byggepladser på privat grund, hvor der foregår nybyggeri, reparation, modernisering, ombygning eller lignende af fast ejendom, skal opsætte skilte, hvoraf det tydeligt fremgår, hvem der udfører arbejdet, medmindre arbejdet udføres og afsluttes i løbet af én arbejdsdag eller leverancen eller entreprisesummen for den enkelte virksomhed ikke overstiger 50.000 kr. inklusive moms. Virksomheder, der er hjemmehørende i udlandet, skal herudover skilte med deres registrering i RUT-registeret.

Det foreslås endvidere, at vare- og lastbiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, der er registreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, skal være forsynet med virksomhedens navn eller logo samt virksomhedens Cvr.nr. Vare- og lastbiler, der er registreret i udlandet, og som benyttes erhvervsmæssigt her i landet, skal synligt i køretøjets forrude have anbragt dokumentation for virksomhedens registrering i RUT-registeret.

Skiltning skal efter lovforslaget ske fra og med den 1. januar 2013.