SP-overvejelser

11-06-2009

Konsekvenser ved indskud på en pensionsordning

Forårspakken er vedtaget, hvilket blandt andet betyder, at indestående på SP-opsparing kan udbetales i 2009.

ATP sender i disse dage meddelelse til alle SP-kontohavere med oplysning om indestående og en udbetalingsblanket. Anmodning om udbetaling skal ske inden den 31. december 2009. Efter denne dato kan man først få pengene udbetalt, når man bliver folkepensionist.

Vælger man at få SP-opsparingen udbetalt i 2009, kan man overveje at indskyde beløbet på en pensionsordning. Betaler man marginalskat med ca. 59 % af den sidst tjente krone, er det skattemæssigt fordelagtigt at få SP-opsparingen udbetalt og foretage indbetaling på eksempelvis en ratepension.

Eksempel

Indestående på SP-opsparing udgør 30.000 kr. Vælges beløbet udbetalt, skal der betales følgende afgift:

35 % af 15.000 kr.

5.250 kr

50 % af 15.000 kr.

 7.500 kr

I alt

12.750 kr.


ATP fratrækker automatisk afgiften på 12.750 kr., som skal betales til SKAT. Nettobeløbet på 17.250 kr. udbetales.

Vælger en person, der betaler marginalskat, at hele SP-opsparingen skal indbetales på en ratepension i 2009, kan der i det anførte eksempel reelt indskydes 42.073 kr. (17.250 kr./41 %). Skattebesparelsen vil udgøre 24.823 kr. (59 % 42.073 kr.). Indskuddet på 42.073 kr. fratrukket skattebesparelsen på 24.823 kr. betyder, at personen har et likviditetsbehov på 17.250 kr., hvilket svarer til nettoudbetalingen fra ATP.

Konsekvensen er, at en SP-opsparing på 30.000 kr. er blevet til et indskud på en ratepension på 42.073 kr.