Specialindrettede gulpladebiler og skat

30-09-2013

Er tømrerens gulpladebil specialindrettet?

Det er af stor betydning skattemæssigt, om en bil anses for specialindrettet eller ej.

Skatteregler for gulpladebiler

Hvis bilen er specialindrettet, kan en medarbejder eller virksomhedsindehaver køre i bilen mellem hjem og arbejdsplads, uden at det udløser beskatning af fri bil. Den eneste skattemæssige konsekvens er, at personen ikke kan få befordringsfradrag for denne kørsel.

Herudover kan medarbejderen eller virksomhedsindehaveren foretage svinkeærinder, såsom afhentning af børn, når dette sker i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel samt kørsel mellem hjem og arbejde. Disse private svinkeærinder udløser ikke beskatning, når den samlede årlige private merkørsel maksimalt udgør 1.000 kilometer.

Øvrig privat kørsel i en specialindrettet bil medfører beskatning. Det skattepligtige beløb udgør det beløb, som det ville koste at leje en bil med tilsvarende anvendelsesmuligheder. Dog er det i et vist omfang muligt at købe de såkaldte dagsbeviser, og derved undgå beskatning af markedslejen.

Er der ikke tale om en specialindrettet bil, er kørsel mellem hjem og arbejde normalt privat kørsel, og medfører derfor beskatning af fri bil efter de almindelige regler.

Krav til specialindrettet bil

Ved vurderingen af, om der er tale om en specialindrettet bil, skal følgende krav være opfyldt:

  • Bilen må ikke egne sig som alternativ til en privat bil
  • Der skal være et erhvervsmæssigt behov for, at bilen er indrettet på den specielle måde
  • Den specialindrettede bil skal være nødvendig for, at brugeren kan udføre sit arbejde.

Der er visse erhverv, der med større sandsynlighed end andre kan få godkendt en bil som specialindrettet. Det er erhverv, hvor de biler, der er nødvendige for at udføre arbejdet, er store, fordi der skal bruges meget værktøj mv., og hvor bilen bliver tilsmudset. Eksempler herpå kan være blikkenslagere, murere og malere. Det typiske eksempel på en specialindrettet bil er en kassevogn, der anvendes af en murer eller blikkenslager.

Selv om bilen ikke er en kassevogn, kan den dog efter en konkret vurdering anses for specialindrettet.

I 2010 tog en byret stilling til en bil af mærket Dodge Ram 2500 med firehjulstræk og ruder i varerummet. I varerummet var fastmonteret to mindre stålreoler. Den frie plads i varerummet var nødvendig for at kunne medbringe større reservedele, herunder fælge og dæk. Bilen blev anvendt til servicering af entreprenør- og landbrugsmaskiner på steder, som kunne være ufremkommelige for almindelige servicevogne. Bilen var på grund af arbejdets karakter stærkt tilsmudset i såvel varerum som førerkabine. Byretten fandt, at der var tale om en specialindrettet bil, der var uegnet til privat kørsel, henset til:

  • At der var et erhvervsmæssigt behov for den foretagne indretning af bilen
  • At der var en erhvervsmæssig begrundelse for bilens art, herunder firehjulstræk
  • At bilen bar præg af en erhvervsmæssig anvendelse.

Østre Landsrets dom om tømrerens bil

Der er var tale om en bil af mærket Merceds-Benz ML 320. Bilen var forsynet med to reoler, som var fastmonteret i siderne og i bunden. Reolerne fyldte cirka halvdelen af varerummet. Herudover var der værkstøjstasker mv. Bilen blev anvendt i forbindelse med kundeopsøgende arbejde, afgivelse af tilbud, opsyn med igangværende projekter og mindre reparations-arbejder.

Landsretten fandt ikke, at bilen var specialindrettet på en sådan måde, at den var uanvendelig som alternativ til en privat bil, og den blev da også i mindre omfang anvendt som sådan. Tømrermesteren skulle derfor beskattes efter de almindelige regler for fri bil.