Sponsorpakker

11-07-2002

Idrætsklubber og lignende, som sælger sponsorpakker, skal opdele salgsfakturaen i de forskellige elementer, der indgår i pakken

Krav om opdeling af faktura for sponsorpakke

Det er blevet mere og mere populært for idrætsklubber og lignende at sælge sponsorpakker, hvor modtageren ud over den almindelige reklameydelse i form af bande- eller trøjereklamer også får ret til en række andre ydelser, eksempelvis fribilletter til hjemmekampe, bespisning i sponsorlounge, arrangement af ture til udekampe mv.

Told- og Skattestyrelsen har nu meddelt, at sælgeren af sådanne sponsorpakker ikke kan nøjes med at benævne pakken "sponsorat" i sin faktura, hvis pakken indeholder flere elementer end blot reklameydelser. Styrelsen henviser til momsbekendtgørelsens § 39, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en korrekt faktura skal indeholde oplysning om leverancens art, omfang og pris. Efter styrelsens opfattelse skal denne bestemmelse forstås således, at en sælger af en sponsorpakke skal anføre samtlige de elementer, der indgår i sponsoraftalen, og angive en separat pris for hvert af disse elementer.

Styrelsen meddeler ikke, hvordan prisen for de enkelte elementer skal fastsættes. Udgangspunktet må derfor være, at sælgeren skal angive den pris, som sælgeren almindeligvis opkræver ved et selvstændigt salg af den pågældende ydelse, hvis en sådan pris findes, f.eks. den ordinære salgspris for en entrébillet. Hvis der ikke findes en almindelig salgspris for ydelsen, f.eks. bespisning af sponsorerne, er sælgeren mere frit stillet i prisfastsættelsen. Det må dog forventes, at told- og skattemyndighederne vil være specielt opmærksomme på ekstremt lave priser for eksempelvis bespisning eller underholdning, og vil søge at få omstødt en for lav prisfastsættelse.

Fradragsret hos køber

Baggrunden for kravet om opdeling af fakturaen er, at der i en sponsorpakke kan indgå indkøb, som ikke berettiger til momsfradrag i henhold til momslovens § 41, bl.a. underholdning og repræsentation.

Hvis køber er en fuldt ud momspligtig virksomhed, har køber fuld fradragsret for selve reklamedelen af sponsorpakken.

Entrébilletter, rejser og særarrangementer med deltagelse af klubbens træner eller spillere anses i momsmæssig forstand som underholdning, som ikke berettiger til momsfradragsret.

Bespisning af sponsoren og dennes gæster i klubbens lokaler kan berettige til fradrag af 1/4 af momsen hos sponsoren, hvis klubbens lokaler kan anses for at være en restaurant.

Fradragsretten er ikke afhængig af, om køber rent faktisk gør brug af de tilbud, som aftalen indebærer. Alene det at køber har haft muligheden for at gøre brug af tilbudene bevirker, at momsfradragsretten reduceres.

 


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax