Større fradrag

01-11-2010

Større skattefrit bundfradrag ved sommerhusudlejning

Det nye folketingsår er godt i gang.

Vi forventer, at skatteministeren i november 2010 fremsætter et lovforslag om at forhøje det skattefri bundfradrag ved sommerhusudlejning til 20.000 kr.

Ved udlejning af sommerhus en del af året kan det skattepligtige beløb opgøres enten efter reglerne om fradrag for faktiske udgifter eller fradrag efter standardregler.

Fradrag efter standardreglerne skal dække samtlige udgifter i forbindelse med udlejningen. Det betyder, at det er bruttolejeindtægten, der danner grundlag for opgørelsen af det skattepligtige beløb. Ved bruttolejeindtægten forstås lejen, herunder særskilt betaling for el, vand, varme, telefon mv.

Eksempel på fradrag efter standardreglerne

 

Nuværende regler    Forventede regler
Bruttolejeindtægt 47.000 kr. 47.000 kr.
Skattefrit bundfradrag   -10.000 kr. -20.000 kr.
37.000 kr. 27.000 kr.
40-procentsfradrag -14.800 kr. -10.800 kr.
Skattepligtigt beløb  22.200 kr.  16.200 kr.

 

Vælges fradrag efter standardreglerne, skal ejeren betale ejendomsværdiskat for hele året, selv om sommerhuset er udlejet en del af året.

Det skattefri bundfradrag udgør 10.000 kr. i 2010.

Det skattefri bundfradrag forventes forhøjet til 20.000 kr. fra og med 2011. Bundfradraget vil fremover årligt blive pristalsreguleret, dog første gang i 2014, da Folketinget har vedtaget et midlertidigt stop for regulering af diverse satser.

Der pålægges danske udlejningsbureauer en pligt til at indberette bruttolejeindtægten, og denne indberetning er en forudsætning for at opnå det forhøjede bundfradrag på 20.000 kr. Foretages udlejningen gennem et udenlandsk udlejningsbureau, kan sommerhusejeren aftale med dette, at han til SKAT foretager indberetning af bruttolejeindtægten, hvorved bundfradraget forhøjes fra de gældende 10.000 kr. til 20.000 kr.